Carsten Ploug Olsen

Gennem tiderne er der fra menneskelig side blev gjort en del forsøg på at bevise Guds eksistens. Men siden filosoffen, Immanuel Kants, arbejde er det vist godtgjort, at Gud ikke lader sig bevise ad den spekulative fornufts vej. Men hvis vi antager, at der findes en Gud, så er der intet til hinder for, at denne Gud kunne give sig til kende for os mennesker - gennem åbenbaringen.  Mange menneskers vidnesbyrd tyder på, at dette er tilfældet. Mange mennesker, herunder religionsstifterne, har således - efter deres vidnesbyrd - haft direkte Gudserfaringer, og har søgt at delagtiggøre andre mennesker i denne erfaring. Men de mange forskellige Gudsbilleder, som præger de forskellige religioner, tyder endvidere på, at Gud giver sig til kende på forskellige måder til forskellige mennesker. Gudsbillederne stemmer ikke overens. I "Vandrer mod Lyset!" står der, s. 240: "Men alt som Tiden svinder, alt som Aarhundreder følges af Aarhundreder og Mørket mere og mere elimineres,

Som jeg har skrevet før, så er kundalini en astral mørkekraft. Nogle mennesker lader sig narre af dens "budskab", der kort kan beskrives som en illusorisk enhedserkendelse af alt - den søger således at give menneskene en følelse af at være lig Gud. Der findes en del teorier og filosofier, der er inspireret af denne kraft - men uden at erkende dens illusoriske natur. De mennesker der lader sig narre, søger måske denne (illusoriske) enhedserkendelse af alt. Tanken kan være, at man kan bevæge sig fra de uendelige abstraktioner til enhedserkendelsen af alt i en langsom, gradvis opstigen (til Guds niveau). Dette er kundaliniens "lyse" side. Den rent sorte side af det samme mørke er en identifikation med "djævelen" - "djævelen" forstået som det modsatte af Gud; altså et evigt ondt væsen på Guds niveau. Sandheden er at vi aldrig kommer op på Guds niveau, hverken i viden, kærlighedsfylde eller magt. Mennesket er begrænset, og vil altid være det, se

Før Ardor (Satan) sørgende og angrende vendte hjem til Gud, nåede han at udslynge en del forbandelser mod menneskeheden. En af disse forbandelser kan udtrykkes ved tankegangen, "døden medfører lyset". Denne tankegang vender op og ned på sandheden, de faktiske forhold på den måde, at døden i sig selv ikke fører til noget godt, men derimod til ingenting, til intet. Det faktum at vi alle vender tilbage til lysets verden efter døden, efter endt inkarnation, retfærdiggør ikke denne tankegang. Det er således ikke i kraft af døden i sig selv, at vi vender tilbage, men derimod takket være det evige i os, lyset, kærligheden, som Gud har nedlagt i os alle. Vi vender tilbage til lyset, ikke på grund af, men snarere på trods af døden. Muligvis er denne tankegang (forbandelse) identisk med kernen i kundalinimørket , og den angriber primært hjertecentret (ikke "hjertechakraet", da chakras efter min opfattelse ikke eksisterer; for hjertecenteret - se "Vandrer mod Lyset!

Et eksempel på den mørkets egen dualitet, jeg tidligere har forsøgt at beskrive på den måde, at mørket både rummer en "lys" og en rent sort - ond - side findes i begrebet - kraften - kundalini. Denne kraft rummer således en "alt eller intet" - problematik så mennesker, der er angrebet af dette mørke fx kan føle sig ét med Gud (alt) (eller djævelen (intet)), universet (alt) eller den absolutte død (intet) - eller på anden måde være splittet mellem ekstremer. Så udover at verden har en lys-mørke-dualitet, findes der også i mørket en egen dualitet mellem den "lyse" side og den rent onde.

Sand åndelig vækst viser sig først og fremmest ved en stedse stærkere vilje til lyset, kærligheden. Og dermed ligger fokus mere og mere udenfor én selv - på sine medmennesker - i evnen til at elske. Mange tror, at åndelig vækst har sit fokuspunkt i én selv. Men det mener jeg er forkert. For mig at se er dét blot en raffineret form for selviskhed - måske selvbeundring. Den stedse stærkere vilje til lyset, kærligheden, betyder, at man mere og mere bliver i stand til at hjælpe sine medmennesker. Bringe trøst, håb; alt hvad kærligheden betyder. Åndelig vækst eller sand selvudvikling har medmenneskene som mål - i den kærlighed du kan bringe andre. Dette mener jeg er det rene, uselviske motiv til at ville udvikle sig.

Kundalini er en mørkekraft hvis oprindelse må søges i Ardor og de Ældstes skabelse af det dødelige menneskelegeme (For skabelsen af menneskelegemet; se "Vandrer mod Lyset!" ). Der findes en del teorier om denne kraft - men alle mere eller mindre fejlagtige. Efter hvad jeg ved, er den danske forfatter Peter Kjærulff den første som er inde på kundaliniens natur som en mørkekraft - men også han misforstår den, og opbygger et helt univers - en fantasiverden - med chakras, "ringe" osv - kort sagt så gør han os ikke meget klogere på dette fænomen. Kundalini kan have en del meget plagsomme symptomer; brændende fornemmelser langs rygsøjlen, sortnen for øjnene, angst osv. Da kundalini er et astralt mørkefænomen, følger overvindelsen af den de love, jeg tidligere har forsøgt at beskrive for eliminering af astralt mørke. Kundalini har som sagt sine historiske rødder i skabelsen af menneskelegemet, primært i Ardors forsøg på som Gud at skabe liv, og derfor findes fænomene

Genvejen, tilgivelsen af Ardor (Satan), er som tidligere sagt ikke et påbud fra Guds side. Den er et tilbud i fald den enkelte formår at overvinde sin eventuelle vrede eller had mod Ardor, fatte medlidenhed med ham, og derefter tilgive ham. Fordelen ved at følge denne vej er en kortere og mindre lidelsesfuld vandring mod lyset og Gud. Imidlertid - de mennesker der ikke nu formår at tilgive skal visselig ikke vandre alene. Således siger Kristus i sin tale i "Vandrer mod Lyset!": "Ja, følger mig alle! Thi jeg har lovet at føre og lede eder til vor Faders Hjem! Men hører mine Ord, thi jeg siger eder: ville I lade Vrede, Had, Tvivl og Frygt herske over eder, ville I vedblive at vandre i Synd og i Mørke, da skulle I dog ingenlunde vandre alene; thi jeg følger eder! Snuble I over Vejens mange Stene, da skal jeg støtte eder, at I ikke skulle styrte; glider eders Fod paa Afgrundens bratte Skrænter, da skal min Haand fastholde eder, da skal jeg føre eder tilbage til de banede

Enhver der ønsker og vil det kan forædle sin astrale genpart og hjerne og således give en bedre astral (instinktiv og driftsmæssig) arv videre til sine børn. Dette vil give både ens børn og en selv et bedre liv. Den astrale udrensning og forædling kan ske ved at man retter sit søgelys mod dybderne - og det (astralt; instinktive, ubevidste) problematiske - i bevidstheden. Herved vil traumer, både de selverhvervede og de nedarvede, langsomt begynde at stige op til bevidsthedens overflade, erkendes, ses i øjnene - og derefter forsvinde. Denne proces kan være ledsaget af ubehag - smerte og lidelse; måske angst - men alternativet er, at individet aldrig får bearbejdet sine traumer og kastes blindt rundt i livet som passager i sit eget liv - og gentage de samme fejl igen og igen. Når astrale mørkeophobninger begynder at stige mod bevidsthedens overflade, vil man altså opleve ubehag - nogle gange kan det være et (erindrings-) billede, måske med ord, farver, landskaber osv, der så til

En af de vigtigste metoder til udrensning af mørke fra ånden er gennem individets sorg og anger over tænkte, onde tanker eller handlinger, som vi kan læse det i "Vandrer mod Lyset!" s. 159. Når man har gjort et andet menneske uret - i tanke eller handling - når man har syndet og indser sin synd, så er der i hvert tilfælde to måder at reagere på: 1) den selviske sorg og anger 2) den rene sorg og anger Den selviske sorg og anger - som ikke renser ånden - kan skyldes den smerte man føler over sin fejl, sin synd. Smerte er jo ikke en behagelig følelse - den umodne ånd føler denne smerte og søger at frigøre sig fra den. Her lægges fokus på ens egne følelser - man ønsker brændende at blive smerten kvit - og kommer så til eventuelt at bede om modpartens, offerets tilgivelse ud fra selviske tanker og ønsker om at blive sin egen smerte kvit. Hermed bliver offeret egentlig kun et redskab for den der har syndet - egentlig et nyt overgreb - omend mildt og meget menneskeligt.

Enhver der af hjertet formår at tilgive den Ældste, Ardor (Satan), vil dermed ophæve de forbandelser, han har udslynget imod os hver især, og dermed bliver man seende; man bliver i stand til at gennemskue de løgne, han har spundet enhver af os ind i, dengang han endnu var mørkets øverste repræsentant. Samtidig - via den klarere forståelse - bliver det nemmere, langt nemmere, at finde vej gennem mørket - gennem de mange inkarnationer. Dermed vil man også afkorte sine inkarnationers række og de lidelser, der uvægerligt følger med at leve i den jordiske mørkeverden. Så der er altså mange fordele forbundet med den genvej, som ved Kristi sejr over mørket i 1912 (da han vandt Ardor tilbage til lyset - se "Vandrer mod Lyset!") blev gjort tilgængelig for hele menneskeheden.

Stille går de bærere af et stille lys i verdens flimrende svimlende brændende mørke stille stille går de når floden vender aldrig overgiver de sig oh, stå fast dér hvor titanerne faldt stå fast selv om stormene raser vær klippen når floden vender vender vend dig ikke bort bøj dig ikke når helvedesvindene hyler gå stille stille bær lyset frem lad alle drikke af kilden kun den kan vise dig hvem du er og hvem du kan blive stille kommer det til dig vend dig ikke bort når floden vender og mørket brænder brøler om du så var den sidste bærer af dette lys dét alene kan være olie på det stormende skummende hav af mørke Stille! nu kommer det lyset Se! her er det 30 cm fra din næse og lidt til venstre nedad vend dig ikke bort nu

I den hjemlige debat om Islam og om religiøsitet generelt er det blevet fremført, at man har ret til at håne og spotte menneskers religiøse overbevisninger, og at religiøse mennesker må finde sig i dette. Hvad er nu dette? Siden hvornår er det blevet et udtryk for civilisation at håne og spotte menneskers inderste følelser? Hvad er det for en underlig despekt? Selv om man måske ikke deler de forskellige religiøse overbevisninger, så skylder vi da hinanden en grundlæggende respekt. Selvfølgelig er det så også tåbeligt når man farer frem med bål og brand og truer med død og vold, hvis ens inderste følelser bliver krænket. Egentlig bør man som religiøst menneske bare trække på skuldrene af disse tåbelige og barnlige forsøg på latterliggørelse. Den alvorlige, ikke-voldelige, inderlige religiøsitet bør man ikke spotte. Det er tåbeligt og forkasteligt og hører ikke hjemme i et land, der gerne ser sig selv som civiliseret.

Hvad er kærligheden andet end livets salt det der får det til at smage af noget

"Vandrer mod Lyset!" - således lyder Guds bud til alle sine børn. Men "Lyset" kan for nogle være for abstrakt, for fjernt et begreb. Derfor kunne buddet ligeså vel lyde: Vandrer mod kærligheden! Således er kærligheden lysets essens, og derfor er de to begreber på en måde identiske. Vandrer mod kærligheden! Vel at mærke ikke så meget den kærlighed vi kan modtage, men mere den kærlighed vi hver især kan give. Der er næppe nogen, der har formuleret kærlighedsbuddet enklere og skønnere end Jesus af Nazareth. Derfor lyder buddet i dag som dengang: Elsk din Gud af dit ganske hjerte og sind! Elsk din næste som du elsker dig selv! Tilgiv dine fjender! Lad da kærligheden være dit pejlemærke, bror eller søster, lad kærligheden blomstre i dit hjerte, og du vil se; lønnen for dét vil komme tusind gange tusind fold!

Mørket, det onde, har det med at lave en art kortslutninger; således at man fx kommer til at bekæmpe vold med vold, had med had osv. Dette synes at være en del af mørkets natur. Generelt søger det at narre os til at bekæmpe mørke med mørke, ondt med ondt; kortslutninger. Et billede på dette kan være et spindelvæv. Er man ikke opmærksom, står man i fare for at tumle lige i nettet, og jo mere man kæmper, jo mere hænger man fast. Den opmærksomme vil dog blive udenfor nettet (i dette billede) og roligt fjerne nettets bærende tråde. Det mest hensigtsmæssige er at søge at bekæmpe mørke med lys, ondt med godt. Et eksempel på denne mere frugtbare strategi har vi i Jesu bud til os om at elske vores fjender, at elske (tilgive) dem, der hader os.

Kaos og orden i mangel på sikker viden synes alt for den menneskelige tanke at kunne være tilfældet kaos men idet tanken erkender sin egen eksistens selv en tanke er dét sikker viden en første begyndelse mod orden

Den evigt arbejdende tanke Sandhed synker ind tanke for tanke bygger dig op evigt

Sandhedens essens er kærlighed blidt og tålmodigt kommer den til dig som en ven du længe har savnet og mistet til verdens svimlende løgne

Der er blandt mennesker ganske mange forskellige opfattelser af, hvem og hvad Kristus er. Mange af disse opfattelser og forestillinger bygger imidlertid på misforståelser og løgne. Først er der den rent institutionelle fejlopfattelse repræsenteret ved den kristne kirkes (alle retninger indenfor kristenheden medregnet; sekter, institutioner osv) fundament, forsoningslæren. Denne lære vil jeg ikke ofre mange ord her, da forsoningslæren klart og myndigt er gendrevet af ophavsmanden selv, Saul fra Tarsus, eller Paulus i værket, "Forsoningslæren og genvejen" (gratis tilgængelig på Vandrer mod Lysets hjemmeside  eller bogen kan købes hos forlaget .) Derimod vil jeg her nævne de misforståelser som mange nyere kristne retninger bygger på, det personlige "møde" med Kristus. Der er ingen tvivl om, at mange føler sig trøstede og styrkede af disse personlige "møder" - men - det er mit indtryk, også ud fra selverfaring, at mange af disse "møder" har deres

Et billede på lysets vej kan være en jævnt opadskrånende linje. Her må man forestille sig udsving på begge sider af denne linje som billede på mørkets muligheder. Der vil således altid være mørkemuligheder til et hvilket som helst lys. Mørket er dobbelt sådan at forstå, at det har et "lyst" og et rent sort udtryk. Således vil fx en følelse af mindreværd ofte følges af storhedsforestillinger, depression af mani, had af forelskelse osv osv. De tilsvarende punkter på lyslinjen er da sund selvtillid, kærlighed osv osv. Ingen vej fører tilbage. Derfor vil i dette billede linjen skråne let opad evigt - eventuelt vil linjen stagnere for en tid, når ånden hviler eller falder for mørket. Men aldrig vil, stadig i dette billede, linjen pege nedad. Vores vej ligger således altid foran os.

Det der meddeles i Vandrer mod Lyset! s. 3-4 (Ardors Beretning) om Guds sejr over mørket og efterfølgende elimination af mørket (som stadig pågår) viser et kosmisk princip. Mørket må således først besejres, derefter kan man eliminere det helt. Den måde dette kan ske på, varierer alt efter hvilken type mørke, der er tale om. I Vandrer mod Lyset! skelnes s. 149 mellem det åndelige, astrale og molekylare mørke. S. 158-159 behandles sejren over og eliminationen af det åndelige mørke. Det siges her, at ved individets sorg over onde tanker (dvs tanker inspireret af mørket) sejrer man over mørket (det åndelige mørke afpolariseres), og ved individets anger over de onde tanker, elimineres dette åndelige mørke fuldstændigt. Ved det astrale mørke er sagen en lidt anden. Her må det astrale mørke først lokaliseres (ses i øjnene) ved tankens arbejde, hvorefter viljen må træde til for at stoppe den astrale mørkestrøm. Der vil så komme en reaktion fra det astrale mørke, som til sidst, hv

Det der meddeles i "Spørgsmål og Svar II" no 64 om vi børns kamp for tanke-vilje-enhed, har en parallel i Urtanken og Urviljens kæmpen sig ud af mørket. Da Gud emanerede sig selv, fremstod af lyset efter at alt mørke var besejret, smeltede Urtanken og Urviljen ifølge "Vandrer mod Lyset" kap 1 således sammen, hvorved de blev upåvirkelige af mørket. Forskellen på Guds TankeViljeEnhed og vi børns er, at der ikke var noget iboende bånd mellem Urtanken og Urviljen, da Han kæmpede sig frem, sådan som Gud har skabt os børn. Derfor var Hans kamp så meget sværere at udkæmpe, også fordi der ikke fandtes nogle love, der regulerede lyset og mørket, og fordi Urtanken og Urviljen skulle besejre alt mørke - støttet af de tolv Tjenere, der var i Guds Tanke og Vilje fra det øjeblik Tanken og Viljen smeltede sammen med lysets to poler. Vi børn afspejler således i dybeste og egentligste forstand Gud og kosmos i vores kamp for tanke-vilje-enhed, åndelig helhed og helstøbthed.

Ifølge Vandrer mod Lyset! svinder mørket i kosmos mere og mere, for til sidst helt at forsvinde, være elimineret af lyset og Gud. Det lys som vil være tilstede når denne elimination er fuldbragt vil være alt lys - og det samme som altid har eksisteret. Mørket har således aldrig formået at eliminere noget lys. Når eliminationen af mørket er ført til ende, vil kosmos nå sin evighedsform. Samtidig vil lyset da nå sit maksimum - og dette maksimum vil vare ved i al evighed. Langsomt, uendelig langsomt, svinder mørket - og ved Guds elimination af det vil lyset langsomt, gradvist forstærkes, klargøres, indtil dets fulde, guddommelige intensitet og fylde nås når der ikke længere findes mørke.

i sjælens vinterland lever de bortvendte sjæles smerte oh, lykke når sjælen vender sig mod ilden

den dag du sagde farvel åbnedes hjertets afgrund jeg styrtede og menneskene veg fra mig jeg målte mit mørke i faldet med det yderste af neglene kæmpede jeg på afgrundens skrænter for ikke at knuses mod bunden men en dag kom den underligt velkommen for dette var mig hjertet vokser ved smerte en afgrund der fyldes med vind bliver den luft du indånder den dybe grund under dine fødder kærligheden

at blive født er at synke ned i glemsel og blindhed mennesket er ikke gammelt før det begynder at forråde sin inderste drøm drømmen om kærlighed krigen forråder den hadet freden er sendt på museum begravet som en ubrugelig utopi mennesket er ikke gammelt før det begynder at marchere se, alle de prangende parader de fejrer døden livet er sendt på museum begravet som en ubrugelig utopi se, de dødes sorg alle de der døde forgæves alle de der glemte og forrådte sig selv at dø er at stige op og se det hele

Den specielle måde at skabe sine børn på, som Gud ifølge Vandrer mod Lyset! brugte, at skabe dem som dualer, som mand og kvinde, to og to evigt samhørende væsner, kan give grobund for nogle problemer, som under indflydelse af mørket kan være ret alvorlige og smertelige. Når man er inkarneret og stifter bekendtskab med dualtanken, er det naturligt at spørge sig selv om, hvor eller hvem ens dual er. Og kan man ikke umiddelbart få svar på dette spørgsmål, dualen synes "væk" eller lignende, kan dét betyde en ikke ringe lidelse for den således søgende. Endnu værre er det, hvis man, igen under indflydelse af mørket, får den tanke, at man har mistet sin dual. Man har måske oplevet en dyb og langvarig forelskelse i en person som måske, måske ikke er ens dual, og har mistet sin elskede. Men - selv om dualerne af og til skilles (dette kan der være mange grunde til; fx dødsfald, jordisk ufuldkommenhed, at man ikke genkender sin elskede osv osv) så hører de dog ligefuldt evigt sam

Smerte - psykisk (åndelig) eller fysisk - kan gøre et menneske aggressivt og ondskabsfuldt og irrationelt. Dette vil mange kende fra sig selv. Dette forhold er værd at holde sig for øje, hvis man vil prøve at forstå de Ældste. En meget stor del af deres ondskab må således tilskrives deres store smerte og deres dybe lidelse. Man må jo bestandig huske, at de Ældste ikke er skabt onde, de var fra den første begyndelse højtstående lysåndelige personligheder. Men i takt med at mørket fik større og større herredømme over dem, begyndte de også at lide - dybere og dybere - og det er min tanke, at denne lidelse nemt kan forklare en stor del af den ondskab, de mange onde gerninger, der fulgte. De kom ind i en ond spiral, hvor ondskab og lidelse gensidig forstærkede hinanden i de Ældste. En meget væsentlig og helt grundliggende forskel på lys og mørke psykologisk set er, at motivet til lysets handlinger overordnet set kan siges at være at berige andre. Den berigelse man derved også selv o

Ifølge Vandrer mod Lyset!  følger der umiddelbart efter hver endt inkarnation en selvgranskningstid, hvor inkarnationen gennemgås, hvor man ser tilbage på det man nåede, det man ikke nåede, og det man gjorde galt eller godt. Visdommen i dette er, at kun ved at se sig selv minutiøst i øjnene, kan man befri sig for mørket, det der smerter os, det der får os til at lide. Kun ved at se mørket i øjnene kan vi befri os fra det. Ved først at se det i øjnene, og derefter sørge over det vi forbrød, angre det og søge at sone det eller vinde tilgivelse. Selvgranskningstiden er altså ikke et eller andet tilfældigt onde, Gud påfører os, men er til for at vi kan blive helstøbte, modne, myndige væsener gennem selvopgøret, ved at se mørket i øjnene.

Trækker man sløret fra denne verdens inderste, dens kerne, finder man: Døden. Denne verden er en mørkets og dødens verden. Kærligheden og livet er kun gæster her. Men allerinderst inde og dybere end døden er: Gud. Gud der ophæver døden, der tager brodden af den. Et sikkerhedsnet på verdens bund.

I sin tale  i Vandrer mod Lyset!  taler Kristus om striden mod det onde, og han siger blandt andet: "Thi stride I ikke m o d det onde, men følge I eders egne Lyster og urene Begæringer, d a  k u n n e  I  v i s s e l i g e n  i k k e  s e j r e." Det er så let at ride med på denne verdens bølge, men derved kommer man meget let til at følge det onde i dets talrige afskygninger og give efter for dets snigende angreb. Nogle bliver blændede af magtbegær, nogle bejler til folkegunst og søger berømmelse, andre giver viljeløst efter for mørket i jeget og den astrale genpart, de nedarvede drifter og instinkter, og glemmer at spørge sig selv, om man virkelig i sandhed søger at gøre det gode, søger af al magt at reformere sit jeg i overensstemmelse med lyset, det bedste i ånden, det ædle, det rette, glemmer således i ånd og i sandhed at vandre mod lyset. Stopper man derimod op midt i strømmen og yder mørket modstand, beslutter bevidst at stride mod det onde, vil man snart mærke

Vi, Guds børn, har begrænsede tanker og viljer, og derfor kan vores erkendelser af den i sig selv uendelige verden, kosmos, også kun blive begrænsede. Men at det forholder sig sådan betyder også, at der altid vil være noget vi kan lære . Vores tanke og vilje kan vokse evigt, men dog forblive begrænsede. At vi kan vokse evigt betyder også, at vi evigt kan forædle vores ånd. Væksten ligger i lyset, stilstanden i mørket. Som jeg tidligere har skrevet, så er åndens forædling ikke så meget stammen og kronen over jorden, men mere en rod, der får dybere og dybere fat. Det afgørende i tanken og viljens stadige vækst, åndens forædling, er viljen til lyset samt tålmodighed. Ved viljen til lyset og tålmodighedens mægtige sværd vil vores livsrod langsomt, gradvist få dybere og dybere fat, vil vores ånd således evigt forædles.

Besøg Vandrer mod Lyset Forum

Ifølge Vandrer mod Lyset!  har Gud skabt mange, mange åndelige, evige væsener, Guds børn. Hver af disse Hans børn har Han givet en gnist af sin egen Tanke og Vilje. Dermed har Han ikke begrænset sin egen Tanke og Vilje. For en overfladisk betragtning kunne man tro dette; altså for hver nyskabt ånd, har Gud mistet noget af sin Tanke og Vilje. Men det er som med lysomhyldningen her på Jorden; den udstråler bestandig den samme energi, uanset hvor meget vi bruger af den. Således også med Guds Tanke og Vilje; De vedbliver begge at være uendelige. Det er kun her på Jorden, i mørkets verden, at vi er vante til at tænke, at når man bruger fx energi, bliver der mindre af den. Men dette gælder kun for mørket, ikke for lyset. Lyset udstråler således bestandig den samme, evige energi, og således også med Guds Tanke og Vilje.

Jeg har eksperimenteret lidt med videomediet. Se resultatet her

Ifølge  Vandrer mod Lyset!  findes der i Verdensaltet fire grundbestanddele: Tanke, vilje, lys og mørke. Kun Gud kender disse fire fænomener til bunds og fuldt ud. For alle os andre er studiet af grundbestanddelene, urkræfterne et evigt studie. Ved selve studiet af urkræfterne benytter vi vor tanke og vilje, og for at komme til virkelig erkendelse, er vi nødt til at lade os inspirere af lyset, ikke mørket. Ved vor vilje kan vi beslutte at begynde dette studie. Tanken søger at udgrunde verdens hemmeligheder, viljen kan give tanken retning og mod til studiet. Og således kan man sige, at Verdensaltet spejler sig selv. Tanken, viljen og lyset betragter sig selv i Guds børns udforskning af Verdensaltet. Det forekommer mig at være meget smukt - et meningsfuldt studie.

I disse dage er der alvorlig fare for at den æteroptegnelse (en forklaring på hvad æteroptegnelser er for noget findes i Vandrer mod Lyset! ), som terrorangrebet på USA d. 11. september 2001 må have været, udvikler sig yderligere og meget alvorligt. Nordkorea har sagt, at de vil affyre en raket, angiveligt til fredelige formål, men Japan har med amerikansk støtte opstillet et raketforsvar der kan skyde den nordkoreanske raket ned. Sker dette, truer Nordkorea med krig. USA har også advaret Nordkorea mod "provokationer". Nordkorea er som bekendt en atommagt, og en krig kan derfor få uoverskuelige konsekvenser. Samtidig peger pilen også stadig tungere mod Iran. Vesten anklager det iranske regime for planer om at udvikle atomvåben. Et amerikansk eller israelsk angreb på Iran kan også få uoverskuelige konsekvenser. I øjeblikket kører der i medierne en sag fra Bahrain, hvor en dansk statsborger med bahrainske rødder sultestrejker og måske er ved at dø. Den vestlige reaktion

Der er så vidt jeg kan se meget der tyder på, at det der tales om i "Spørgsmål og Svar II" no 72 angående de inkarnerede Yngstes kapacitet nu er blevet sådan, at de Yngste kun inkarnerer med en intelligens, der ligger i niveau med eller lidt over den fremskredne menneskeånds. Det er jo klart, at de danske teologer og kirkemænd omkring det tidspunkt der tales om i no 72 ikke tog en positiv stilling til "Vandrer mod Lyset!" og tilhørende skrifter. Fra den kant hørte vi intet. Samtidig er "Vandrer mod Lyset!" siden blevet sendt i de relevante oversættelser til andre landes kirkelige myndigheder - dog uden positivt resultat. Kirkesporet synes udtømt. Derfor må det mest sandsynlige være, at den udviklingslinje, som blev afbrudt med de Ældstes egenmægtige inkarnationer for ca 14 000 år siden, nu fortsættes. Det betyder måske, at vi mennesker kommer til at vandre en lidt længere vej end det strengt taget var nødvendigt. Geniernes tid er måske forbi. Jeg

Lige siden "Vandrer mod Lyset!" udkom første gang i 1920 har værket i den brede offentlighed været omgærdet af en mur af tavshed. Allerede Johanne og Michael Agerskov, modtageren og udgiveren af værket, talte om denne tilsyneladende uigennemtrængelige mur. Der er nok ingen tvivl om, at denne mur er skabt af den Ældstes forbandelser. Men i takt med at flere og flere bliver stillet overfor tilgivelsesspørgsmålet gennem værket, den mulige tilgivelse af den Ældste, Ardor (Satan), og efterhånden som flere og flere formår at fatte medlidenhed med ham og tilgive ham, vil denne mur langsomt erodere, og lyset vil til sidst, som en parallel til Berlinmurens fald, bryde igennem. Da der ikke er nogen central organisation bag værket, er det svært at vide, hvor langt vi er i dén proces. Men lyset arbejder stille og roligt hen mod målet; engang vil også denne mur falde, og mennesker kan vågne op efter millioner af års lidelse, mørke og uvidenhed.

Den krise som lektor i politisk økonomi ved RUC, Peter Nielsen , formulerer i Dagbladet Information d. 15. marts 2012 for socialdemokratismen kan med nogen ret siges at være en værdikrise. Jeg hæfter mig især ved slutningen: "Vi står i en umulig situation, hvor vi er kastet ind i et nyt århundrede med en følelse af, at der hverken er en vej frem eller tilbage. På få år har vi udtømt århundreders politiske og kulturelle ressourcer, samtidig med at den samfundsmæssige krisetilstand er blevet dybere. " På en måde er det en krise i hele den vestlige verdens, ja den globale verdens, samlede værdigrundlag og den er kommet på et tidspunkt, hvor vi måske er ved at støde mod de miljømæssige, menneskelige og sociale grænser for den vækst, der bærer det herskende nyliberale samfundssyn. Mennesker synes rådvilde over denne omfattende krise, en økonomisk, menneskelig, social, miljømæssig og global krise. Det kan se ud som om, at Peter Nielsen har ret: Langsomt er vores værdier, selv

I den udstrækning den vestlige kultur bygger på kristendommen, må man sige, at den bygger på en vrangforestilling. Og denne vrangforestilling er ikke uskyldig eller ligegyldig al den stund, at den stadig lever og skaber konflikter. Kristendommen og med den de gængse verdensreligioner måske fraregnet buddhismen (i den udstrækning buddhismen er en religion) er konfliktskabende, fordi de deler menneskeheden op i "dem og os" - de frelste og de fortabte. Det er en krig i vores hoveder, krigen starter her, og den religiøse eksklusivitet, dem-og-os logikken sender vedvarende chokbølger ned gennem den menneskelige verden, og skaber social, etnisk og international eksklusion og decideret krig. Den religiøse eksklusivitet, at nogle skulle være særligt begunstigede hos Gud frem for andre, er den måske mest ødelæggende religiøse og kulturelle vrangforestilling verden har fostret. Den har til alle tider legitimeret overgreb, vold, drab, eksklusion og krig mod "de vantro".

Tone jeg synger variationer over en grundtone som meget længe har været smerte men grundtonen forandres når blødningen stopper den bliver lysere og dybere men dybest nede løber en tone der kun forandres måske to gange i evigheden; når du forenes med din elskede og når din ånd bliver hel denne tone er Guds tone uhørt og uforstået af mennesker Sang Sangen begyndte for ukendte evigheder siden en digter kan tilnærme sig den men aldrig nå den helt den er i verden og dog udenfor verden hør! Han synger jeg hører den og forstår den og forstår den ikke Hans sang bærer barnet trygt mod Hjemmet hør! Han synger min sjæl svarer men jeg forstår det ikke kan ikke tyde sangen og dog forstår jeg hør! Han kalder vi forstår det og forstår det ikke vi svarer Ham men forstår det ikke og forstår det dog Gåde jeg står for foden af et uendeligt bjerg et uendeligt dyb min sjæl bliver stille allyset det synger min sjæl bliver rolig stadig roligere mennesker h

elskede jeg siger dig lyset, paradiset er ikke noget fjernt uden for dig fjernt og uopnåeligt det er i dig ca 30 cm fra din næsetip i dit hjerte her bygger du din skønhed her udfolder paradiset sig lige nu i sin fuldkomne skønhed elskede dette er sandt vingerne i dig sitrer når Gud synger sin velsignelse i dit hjerte elskede hør Hans milde sang Han løfter dit åsyn dit hjerte synger du ser Ham nu i dit hjerte du føler Hans varme i dine hjerterødder som Han varsomt huler hånden om elskede jeg siger dig dette er sandt _ varme hænder arbejder i hjertet de vil ud de vil velsigne elske længe, længe har de ligget i mørket i det frosne hjerte nu tør det hænderne arbejder de vil ud elske trøste ser du stjernehimlen elskede den er dit hjertes udtrykte billede snart bliver det dag hænderne arbejder arbejder Solen stiger dit hjertes udtrykte billede o, lad dagen komme giv hænderne fri de arbejder arbejder de vil give håb varme de arbejder

Gud har skabt vi børn til et evigt liv i en fuldkommen lysverden. Da frihed som jeg før har skrevet er det ondes, mørkets fravær, betyder dette, at Gud har skabt os til den fuldkomne frihed. I evighedslivet vil der ingen grænser være. Vi vil kunne bevæge os overalt ved den frie tanke og frie viljes kraft, udvikle os evigt uden grænser, opleve grænseløs kærlighed og samhørighed med alle - kort sagt: Den fuldkomne frihed. Denne fuldkomne frihed kan vi mennesker opleve i glimt her på Jorden i øjeblikke af lys, fred og glæde. Der venter os alle et mægtigt lys!

Når man oplever en uret, der bliver begået mod os selv eller en vi elsker, er det naturligt at blive vred, måske hade. Men når de stærke følelsesstorme har lagt sig, forstår vi måske, i et roligt øjeblik, at vreden, hadet ikke gavner men skader os. Vi forstår måske, at vreden og hadet kun gør, at vores bødler får endnu større magt over os. Prøv så i stedet at gøre noget, som mørket ikke forventer, nemlig at tilgive i stedet for at hade, forbande og søge hævn. Derved mister bødlerne fuldstændig deres magt over os, og vi bliver frie mennesker igen. Derudover er der en chance for, at vores kærlige tilgivelse vækker sorgen og angeren, lyset, i bødlernes indre. Og derved kunne mange nye ugerninger sikkert undgås; ved tilgivelsen stoppes voldsspiralen. Jeg vil kalde den, der tilgiver en uret det største menneske.

Gud er med dig i din dybeste smerte og sorg. Gud er med dig i din højeste glæde og lys. Når mørket har raset en stund med megen magt og vælde, da vil lyset komme til dig som en ven, som Solens første, forsigtige stråler en morgen efter en lang nat. Gud er med dig. Mildt, kærligt vil Han drage dig til sig. Han kender din dybeste længsel, din højeste glæde, din dybeste smerte, Han kender dit inderste, Han har selv skabt dig. Mildt og kærligt taler Han til dette punkt i dig, det punkt, der længes, det der håber, det der prøver at tro. Gud er med dig. Når mørket har raset en stund og bragt dig lidelse og smerte, kommer Han som en ven og drager dig bort fra lidelsens tornefulde veje. Følg Ham. Gud er med dig. Altid.

Jeg ved ikke, hvor mange der læser det, jeg skriver her, men jeg ved, at der er nogle der gør. Jeg føler deres, jeres, kærlighed, og det fylder mig med glæde og ydmyghed. Jeg håber, at jeg kan leve op til det. For at ingen skal være i tvivl, så er jeg ikke nogen ufejlbarlig autoritet i noget som helst. Følg din egen indre stemme, følg det, der for dig er sandhed og skønhed. Det eneste jeg forsøger er at pege i en retning mod lyset. Enhver har sin egen personlige, unikke vej mod lyset og Gud, en vej, en vandring, der bør omfattes med den dybeste kærlighed og respekt. Jeg er på mange måder et simpelt menneske med mange fejl og svagheder. Derfor skal du ikke følge mig, men måske blot lade dig inspirere til retningen. Følg din egen indre stemme.. Gud skærme og bevare dig, broder eller søster, Han jævne dine veje og stier og bringe dig glæde og fred nu og altid! Følg Ham, følg Hans kaldende stemme..

Inspireret af præsidenten for Society for Universal Sacred Music,  Roger Davidson , vil jeg sige, at tanken om fortabelsen altid har været brugt som magtmiddel her på Jorden. Oprindeligt stammer tanken fra Satan, dengang han endnu var mørkets øverste repræsentant. Han kunne dengang ikke i sin vildeste fantasi forestille sig, at Gud engang ville tilgive ham, og byde ham velkommen tilbage til sit Rige. Ja, at Gud længtes efter at tilgive ham, at vinde ham tilbage. Han troede, at Gud ville knuse og tilintetgøre ham, formørket som han var. Han troede, at der ingen frelse var mulig for ham, og dem der var faldet sammen med ham. Han glemte Guds alkærlighed, glemte Hans almagt. Siden er tanken blevet udbredt på Jorden, støttet af den dengang formørkede Satan, og misbrugt til at få magt over os mennesker, så vi bøjede os for magthaverne, typisk de gejstlige, i frygt og lydighed. Til alle der måtte læse dette, siger jeg i Guds navn: Der findes ingen fortabelse! Gud elsker alle, og vil e

Da Paulus i sin tid gav sin afhandling om forsoningslæren i "Forsoningslæren og genvejen", får vi at vide, at han netop var vendt hjem fra en inkarnation, og at han derfor stadig var "svag". Derfor lod han sine tanker klargøre og forstærke ved at lade sine tankebølger passere de ledsagende Yngstes lysudstrålinger (fra deres åndelegemer). Se, man kunne meget let forestille sig, at det samme gjorde sig gældende, da Ardor gav sin beretning til menneskene i "Ardors Beretning" i VmL. Dvs at også han var svag - i hans tilfælde efter det lange ophold i mørket og da han samtidig havde sin dybe sorg og anger at kæmpe med, da han gav sin beretning - og derfor benyttede sig af samme fremgangsmåde - dvs at lade sine tanker klargøre og skærpe ved at lade dem passere lysudstrålingerne fra de Yngstes åndelegemer. Vi ved jo fra Efterskriften til VmL, at de Yngste bad om og fik Guds tilladelse til at hjælpe og støtte ham, Ardor, mest muligt i hans vanskelige opgave.

På næste lørdag d. 3. marts 2012 kan mennesker fejre, at det er præcis 100 år siden, at mørkets magt blev brudt, da det lykkedes Kristus, ved menneskers medlidenhed og bøn, at vinde den Ældste, Ardor, Satan tilbage til Lyset og Gud. Meget er sket siden. De af Ardor inkarnerede Ældste er alle døde, uden at have forvoldt uoprettelig skade blandt menneskene, ved de inkarnerede Yngstes kamp og sejr og ved Guds hjælp. Det sidste bånd der bandt os til vore skabere er således nu brudt, og mennesker står mere frit med hensyn til valget mellem lys og mørke, mellem at følge sandhedens, kærlighedens, mildhedens, fredens stemme, Guds, eller at vandre mørkets vildsomme veje. Meget er åbenbaret for mennesker ved det værk, der markerede lysets endelige sejr over mørket, Vandrer mod Lyset!, men meget kan og bliver stadig givet. Vandrer mod Lyset! er således ikke en afslutning, et endeligt facit, men derimod snarere markeringen af en ny begyndelse for alle. Det ser dog ud til, at den tid det vil

I VmL gives der fra oversanselig side klare anvisninger på snart sagt alle livets områder. Det forklares nænsomt men dog myndigt, hvordan vi bør leve. Ikke som påbud, ikke som tvang, men hvorledes vi gavner os selv og andre. Derefter overlades det til menneskets frie vilje at godtage eller forkaste de givne anvisninger. Et af de områder der omtales i værket, er børneopdragelsen. Det forklares, at ethvert barn har ikke alene brug for men også det fuldeste krav på sine forældres kærlighed og omsorg. Og det indskærpes, at der intet vindes ved at overlade børnene i fremmed varetægt - fx til vuggestuepædagoger eller børnehavepædagoger o lign. Se, hvordan lyder disse anvisninger i dag? Hvor mange fædre og mødre har ikke et hængeparti her? Hvordan lyder det oversanselige råd eller bud om mild, kærlig men også myndig omsorg til nutidens forældre, der gerne i selvrealiseringens eller selvudviklingens navn overlader børnene til fremmed varetægt næsten fra fødslen? Hvor mange mødre og fædre v

Af VmL forstår man, at Gud og Guds Tjenere alle er langt større personligheder end vi, Guds børn. Men hvorfor er det egentlig sådan? For det første er vi, Guds børn, fra Hans/Hendes side skabt som mindre personligheder. Men samtidig ved vi fra VmL, at der ikke er sat nogen øvre grænse for vores udviklingsmuligheder fra Guds side. Den egentlige grund til at der altid alligevel vil være stor forskel er, tror jeg, at de, Gud og Guds Tjenere, overvandt et langt større mørke, da de kæmpede sig ud af mørket og frem mod lyset. Således ved vi fra VmL, at hvis menneskeånderne skulle have kæmpet sig alene gennem mørket, ville de være blevet langt større personligheder end Guds først skabte børn, de Ældste og de Yngste. Deres herlighed var blevet større som det hedder. Så der er altså en klar sammenhæng mellem det mørke, man overvinder, og ens kapacitet. Vi ved også fra VmL+, at jo større "skyggen" er, jo mørkere baggrunden er for den vundne sejr over mørket, jo større og mere h

Hvordan tegner evigheden sig ifølge VmL? Den tegner sig som et i al evighed tiltagende lys, kærlighed, lykke og fred. Denne udvikling - at lyset bestandig tiltager - startede oprindeligt ved den første svage urosdirren i urkosmos, hvor tanken og viljen samtidig begyndte at søge ind i lyset. Et højdepunkt vil lyset nå, når alt mørke engang er elimineret, udrenset af kosmos. Men det stopper ikke dér. Derefter vil lyset fortvarende tiltage såvel i vi børns ånd som i det "materielle" kosmos. Konkret vil vi opleve det ved, at vores personlige lysudstråling bestandig vil øges og blive stærkere og mere strålende. Vi lever i skønhedens, lysets kosmos, Verdensalt. Her skal vi - hvis vi hver især vil - thi ingen tvinger os - leve i al evighed. Jorden er kun den første station på vejen til livet i al evighed i stedse tiltagende lys, skønhed, kærlighed, fred og lykke.

Den 3. marts 1912 vendte Satan tilbage til Gud på Kristi forbøn og menneskers medlidende bøn, som det er åbenbaret for mennesker i værket, "Vandrer mod Lyset!". Som bod for sine mange forsyndelser pålagde Gud ham, Satan, at meddele en del af de evige sandheder, som han og de øvrige faldne i millioner af år havde søgt at holde tilbage for os mennesker. Samtidig beder han os alle inderligt om tilgivelse. Hans beretning som indleder "Vandrer mod Lyset!" afsluttes med følgende ord: "Se, jeg, Ardor (=Satan; min kommentar;cpo), den Ældste, engang Mørkets Tjener, fulgte vor Faders Bud og talede til eder, talede om det Mørke, de Lidelser og den Elendighed, mit Fald og min Synd bragte over Menneskene, mine Skabninger. Og ved eder taler jeg til alle Mennesker, taler til de Slægter, der ere, og til de Slægter, der komme. Og jeg siger til eder alle: "Frygter mig ikke! hader mig ikke, og forbander mig ikke! thi jeg er ikke længer Helvedes Fyrste, og Helvede er i

Mørkets Ring Mørket kommer ofte i lysets navn klædt som en skøn kvinde kommer det Se, hvor ringen hun byder dig stråler blænder så du ikke ser kniven i hendes kjoles folder Hun siger hun er sandhed men hun er løgn hun siger hun elsker dig men hun hader dig evigt Lidelse og lykke Lidelse er når ubarmhjertige hænder graver hul i din sjæl lykke er når lyset fylder hullet igen jo dybere hul jo dybere lys

I VmL lærer vi, at ved undfangelsen af ethvert menneskeligt legeme, modtager fosteret det såkaldte guddommelige element. Dvs ved undfangelsen modtager enhver af os en del af den kosmiske, guddommelige strøm, der binder alle levende, bevidste væsener sammen. Aborteres fostret - bevidst eller uden forsæt - afbrydes denne strøm. Derfor er den bevidste, den provokerede abort en forbrydelse mod Guds love. En forbrydelse, en synd, hvis konsekvens er, at de der deltager i denne handling - kvinden, lægen, eventuelt partneren og andre der støtter indgrebet - i fremtidige jordeliv, inkarnationer, skal frelse lige så mange menneskeliv, som man har taget. Denne bestemmelse, denne lov; at man skal frelse lige så mange liv, som man tager, gælder også for provokeret abort, og med tanke på den udbredte adgang til og brug af provokeret abort, kan man kun gyse ved tanken om al den syndeskyld, som nu bliver opbygget. En syndeskyld som skal sones senere. Ja, vi mennesker har langt igen, før vi for

Gud har skabt enhver af sine børn med en fri tanke og en fri vilje. Dette betyder i sidste ende muligheden for at udvikle sig til et selvstændigt tankeskabende og suverænt handlende individ. Men det betyder også, at vi har frihed til - for en tid - at vælge mørket. Det vil sige, at friheden betyder, at vi kan komme til at lide. Og det var jo det, der skete, da de Ældste faldt for mørket. Lidelsen kan siges at være frihedens pris.

Se eventuelt også  min nye twitter profil

Det fremgår indirekte af VmL, at tid i sin dybeste grund - udover at være et udtryk for begivenhedernes rækkefølge - er et udtryk for samarbejde mellem tanke og vilje, kvindeligt og mandligt. For den ikke-sammensmeltede tanke og vilje vil tiden opleves som en række øjeblikke med mellemrum imellem. En "stiplet linje" billedligt. Hvorimod for den sammensmeltede tanke-vilje vil tiden opleves som øjeblikke uden mellemrum ("en fuldt optrukken linje" i samme billede). Afstanden mellem øjeblikkene for den ikke-sammensmeltede tanke og vilje er proportional med afstanden mellem tanke og vilje. Dette betyder bla at tiden opleves som gående hurtigere og hurtigere (kosmisk set - åndeligt set) efterhånden som individet udvikler sig, og tanke og vilje nærmer sig hinanden mere og mere.