Gå videre til hovedindholdet

Grundlæggende erkendelsesteori (epistemologi)

I erkendelsesteorien (epistemologien) har man længe søgt et sikkert udgangspunkt for menneskets erkendelse. Nødvendigheden af dette skyldes, at det ser ud til, at hvis vi ikke kan identificere et grundlag, et (mere eller mindre) sikkert udgangspunkt for erkendelsen, bliver al erkendelse umulig eller i hvert fald usikker. Vi fanges i en relativisme eller en - måske absolut - skepticisme hvor vi må erkende, at vi intet kan erkende, at vi strengt taget intet kan vide om noget som helst, hvilket jo i sig selv er et paradoks og et kors for tanken.

Men vi har et behov for erkendelse - vi har et behov for at forsøge at forstå den verden vi lever i, for at kunne leve eller overleve, og vi har et behov for at forsøge at forstå os selv som mennesker. Vi er her nede i noget af det mest grundliggende; spørgsmål som: Hvad er et menneske? Hvem er jeg? Hvad er verdens, virkelighedens natur?

Jeg vil her forsøge at opstille og begrunde et muligt udgangspunkt for menneskets erkendelse ud fra denne forståelse af menneskets grundliggende behov for erkendelse:

1) Tankens eksistens; mennesket er i besiddelse af en tanke; mennesket tænker
2) Mennesket erkender ved hjælp af tanken; tanken er en nødvendig betingelse for menneskets erkendelse
3) Menneskets tanke er endelig i den forstand at der er ting vi ikke ved og måske ikke kan vide
4) Virkeligheden er uendelig dyb eller omfattende

Jeg kalder med vilje ikke disse fire sætninger for antagelser eller aksiomer, dvs grundlæggende tanker eller ideer som ikke (kan) bevises eller godtgøres, idet jeg mener, at de tre første kan bevises eller i hvert fald sandsynliggøres ud fra det man kalder den videnskabelige metode, dog på en lidt anden måde end man plejer at anvende denne metode. Det aspekt eller princip ved den videnskabelige metode jeg vil bruge, er kravet om objektiv, dvs personuafhængig verifikation (bekræftelse), men i dette tilfælde ikke i forhold til en virkelighed, som mennesket i en vis forstand står udenfor og betragter, som det fx kendes fra fysikken og fysiske eksperimenter.

Ad 1) Tankens eksistens. Eksisterer tanken? Har mennesket en tanke? Kan vi tænke? Dette spørgsmål kan besvares eller måske ligefrem bevises så det opfylder ovennævnte krav eller princip for videnskabelig metode, den personuafhængige verifikation, ved at enhver, der læser dette iagttager sit eget indre og der søger at efterspore en tanke, evnen til at tænke. Hvis svaret er bekræftende for alle, er sætningen bevist i henhold til kravet om objektiv, personuafhængig verifikation.

Ad 2) Mennesket erkender ved hjælp af tanken. Dette punkt er omstridt i filosofihistorien. Nogle har ment, at vi erkender ved hjælp af sanserne, at sanserne er kilden til vores erkendelse eller erfaring. Men for at kunne have gavn af sanserne, må der være et højere, samlende princip, der kan skabe sammenhæng og forestillinger (om verden; verden omkring os; den verden vi sanser) ud fra det vi sanser, et samlende, syntetiserende princip, der kan opfatte og modtage sanseindtryk, og sætte dem ind i en sammenhæng. Dette princip er tanken. Sætningen bevises videnskabeligt på samme måde som før; hvis alle der læser dette, kan bekræfte uafhængigt, at de i hvert fald i nogle tilfælde skaber sammenhængende forestillinger, billeder af virkeligheden, teorier om virkeligheden ud fra deres sanser, fx synet, er sætningen bevist, hvis vi kalder sådanne forestillinger, billeder eller teorier for erkendelse.

Ad 3) Menneskets tanke er endelig i den forstand at der er ting vi ikke ved og måske ikke kan vide. Bevis: Hvis alle der læser dette søger i sin tanke og kan bekræfte, at der er ting han/hun ikke ved, er sætningen bevist. Fx ved jeg ikke, hvad der sker lige nu i Singapore eller Somalia eller alle andre steder, hvor jeg ikke via sanser eller fx medier får information om hvad der sker. Mere grundlæggende kan det siges, at tankens egenskab eller evne til at fokusere på et givet punkt i verden, et givent udsnit af virkeligheden forhindrer, at vi kan erkende hele virkeligheden. At kunne forstå hele virkeligheden, at kunne omfatte den totalt, ville kræve at vi kunne skabe en form for allestedsnærværende tanke, eller at fokus var hele virkeligheden. Hvis alle også ved at betragte sin egen tanke kan bekræfte, at dette ikke er tilfældet, er det et yderligere bevis på sætningens sandhed.

Ad 4) Virkeligheden er uendelig dyb eller omfattende. Dette er strengt taget en påstand, som ikke kan bevises. Hvis man accepterer punkt 3, at menneskets tanke er endelig, kan en påstand eller grundsætning om noget uendeligt ikke bekræftes eller bevises som i de tre første tilfælde. Eller sagt med andre ord: Det endelige kan ikke rumme det uendelige. Vi kan både vælge at opfatte virkeligheden i sin totalitet som endelig eller uendelig, statisk eller dynamisk (som diskuteret i indlægget, "Virkeligheden og erkendelsen"). Hvis tanken er rigtig og man samtidig accepterer punkt 3, hvis forholdet altså er, at menneskets tanke er endelig og virkeligheden uendelig, er konsekvensen, at vi aldrig vil nå til et punkt, hvor vi kan sige at vi ved alt, at vi er alvidende.

Den måde hvorpå jeg her har anvendt den videnskabelige metode er et eksempel på, at det man kalder subjektiv viden eller erkendelse samtidig kan opfattes som objektiv i den forstand og i den udstrækning subjektiv eller indre erkendelse kan efterprøves og bekræftes uafhængigt af enhver. Noget tilsvarende kunne måske gøres med hensyn til følelser, hvormed jeg mener selve eksistensen af følelser; hvis alle ved at iagttage sit indre uafhængigt kan bekræfte eksistensen af følelser, er denne subjektive erkendelse eller iagttagelse bevist videnskabeligt eller objektivt.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst