Har mennesket og verden en kerne, et centrum (hhv jeg´et og Gud) eller ikke?
Hvis man ser på nyere videnskabelige teorier;
- overgangen fra den tyske eller absolutte idealisme (Schelling, Kant, Fichte, Hegel) med dens logiske holisme og forsøg på at se verden som en helhed eller enhed, til den logiske atomisme (Russell) og analytisk filosofi som ikke studerer helheder men (små) delområder af verden og livet; teorien om the big bang (som skal forstås som en udvidelse af rummet, ikke en eksplosion af stof i rum og dermed verden uden (påviseligt) centrum); biosemiotik (Hoffmeyer), som stiller spørgsmål ved det meningsfulde i at tale om jeg´et som centrum for personligheden eller jeg´ et overhovedet og i stedet studerer tegns grundlæggende betydning for livet; det videnskabelige studium af nervesystemet (Neuroscience) som hævder identitet mellem fysiske og mentale processer (den materialistiske identitetsteori), og da hjernen ikke kan siges at have et centrum er der måske så heller ikke plads til et egentligt jeg eller centrum for personligheden; bakteriers betydning for menneskelige følelser og adfærd -
ja, så peger det i retning af en atomiseret, fragmenteret, kaospræget forståelse af verden. Det uheldige ved denne model synes at være en ligeledes fragmenteret, splittet etik og moral uden noget egentlig fælles kernepunkt eller fællespunkt (hver mand sine værdier og sin moral) selv om man fx har forsøgt at formulere universelle menneskerettigheder.
For det religiøse standpunkt vil det være naturligt at pege på netop jeg´ et eller ånden som menneskets kerne eller centrum og hævde Gud som verdens (universets eller kosmos´) centrum. Men der er en meget udpræget uenighed mellem hvordan vi - hvis Gud findes - skal forstå Ham og forholde os til Ham og hvad Hans forhold til os i givet fald er.
Det er en kendsgerning, at vel alle mennesker har en mere eller mindre klar følelse, oplevelse eller erkendelse af deres eget jeg. Dette jeg synes ikke umiddelbart at have nogen fysisk basis, hvis man ikke antager, at det vi oplever som vores jeg på en eller anden måde udgøres af hjernen og den forlængede rygmarv eller hele nervesystemet eller måske hele kroppen. Dette synes - da vores jeg måske ikke er noget fysisk men noget ikke-fysisk - at være et argument for tanken om ånd og det oversanselige og dermed Gud.
Men moderne videnskabelige teorier og visse østlige filosofiske eller religiøse traditioner og visse moderne, alternative verdensforståelser peger i en anden retning i tanken om jeg´ et som illusion og hindring for lyksalighed (nirvana).
Her i det 21. århundredes begyndelse står vi altså så splittet som menneskehed som nogen sinde hvad angår vores grundliggende forståelse af verden og os selv, og derfor også splittede med hensyn til hvordan vi handler overfor hinanden.
Jeg tror ikke, at nogen kan give det afgørende argument for eller imod den videnskabelige eller den religiøse forståelsesramme (i den udstrækning de strider imod hinanden; sådan er det ikke nødvendigvis) - derfor må det vist handle om at udvise tolerance og rummelighed overfor hinanden.
Hvis man godtager Kants argument imod et egentlig videnskabeligt bevis for Guds eksistens (som han udfolder det i Kritik der reinen Vernunft under redegørelsen for fornuftens antinomier; der kan ifl ham argumenteres med samme vægt både for og imod Guds (et nødvendigt væsens) eksistens) - så vil det aldrig lykkes os at nå til en videnskabelig sikker erkendelse af Gud.
Men det betyder ikke nødvendigvis, at Gud ikke eksisterer. Det kunne tænkes - hvis Gud eksisterer - at Han kun kan erkendes eller opleves, hvis Han selv åbenbarer sig for os, og at Han principielt er uerkendelig den anden vej (fra den menneskelige verden til Gud), og at tro eller viden om Gud derfor kun kan være subjektiv og ikke objektiv.
Det kunne også tænkes, at man ved at inddrage flere dimensioner end de tre-fire kendte (alt efter om man medregner tiden som en dimension) og andre endnu ukendte former for stof kan komme til en ny erkendelse og en ny videnskab, som kunne rumme Gud og det oversanselige.
Det kan også tænkes, at ateisterne har ret, og der ingen oversanselig verden eller Gud findes.
Eller det kan tænkes, at en del af forvirringen skyldes, at verden må antages at være ens for alle (selv om vi ser forskellige udsnit af den), mens personligheden og dermed den mulige ånd er individuel; derfor kan vi muligvis komme til en fælles, objektiv verificerbar teori om verden (stof, rum og tid) men ikke af personligheden.
Alle muligheder synes at være tilstede for den menneskelige tanke og erkendelse. Og indtil det - måske - kan lykkes os at nå til enighed i de grundliggende spørgsmål, er den mest sobre holdning vist at bevare en vis ydmyghed overfor verden og vores erkendelse af den og os selv - en ydmyghed som jeg selv mest hører fra videnskabsmænd og desværre sjældnere fra troende mennesker.
Hvis man ser på nyere videnskabelige teorier;
- overgangen fra den tyske eller absolutte idealisme (Schelling, Kant, Fichte, Hegel) med dens logiske holisme og forsøg på at se verden som en helhed eller enhed, til den logiske atomisme (Russell) og analytisk filosofi som ikke studerer helheder men (små) delområder af verden og livet; teorien om the big bang (som skal forstås som en udvidelse af rummet, ikke en eksplosion af stof i rum og dermed verden uden (påviseligt) centrum); biosemiotik (Hoffmeyer), som stiller spørgsmål ved det meningsfulde i at tale om jeg´et som centrum for personligheden eller jeg´ et overhovedet og i stedet studerer tegns grundlæggende betydning for livet; det videnskabelige studium af nervesystemet (Neuroscience) som hævder identitet mellem fysiske og mentale processer (den materialistiske identitetsteori), og da hjernen ikke kan siges at have et centrum er der måske så heller ikke plads til et egentligt jeg eller centrum for personligheden; bakteriers betydning for menneskelige følelser og adfærd -
ja, så peger det i retning af en atomiseret, fragmenteret, kaospræget forståelse af verden. Det uheldige ved denne model synes at være en ligeledes fragmenteret, splittet etik og moral uden noget egentlig fælles kernepunkt eller fællespunkt (hver mand sine værdier og sin moral) selv om man fx har forsøgt at formulere universelle menneskerettigheder.
For det religiøse standpunkt vil det være naturligt at pege på netop jeg´ et eller ånden som menneskets kerne eller centrum og hævde Gud som verdens (universets eller kosmos´) centrum. Men der er en meget udpræget uenighed mellem hvordan vi - hvis Gud findes - skal forstå Ham og forholde os til Ham og hvad Hans forhold til os i givet fald er.
Det er en kendsgerning, at vel alle mennesker har en mere eller mindre klar følelse, oplevelse eller erkendelse af deres eget jeg. Dette jeg synes ikke umiddelbart at have nogen fysisk basis, hvis man ikke antager, at det vi oplever som vores jeg på en eller anden måde udgøres af hjernen og den forlængede rygmarv eller hele nervesystemet eller måske hele kroppen. Dette synes - da vores jeg måske ikke er noget fysisk men noget ikke-fysisk - at være et argument for tanken om ånd og det oversanselige og dermed Gud.
Men moderne videnskabelige teorier og visse østlige filosofiske eller religiøse traditioner og visse moderne, alternative verdensforståelser peger i en anden retning i tanken om jeg´ et som illusion og hindring for lyksalighed (nirvana).
Her i det 21. århundredes begyndelse står vi altså så splittet som menneskehed som nogen sinde hvad angår vores grundliggende forståelse af verden og os selv, og derfor også splittede med hensyn til hvordan vi handler overfor hinanden.
Jeg tror ikke, at nogen kan give det afgørende argument for eller imod den videnskabelige eller den religiøse forståelsesramme (i den udstrækning de strider imod hinanden; sådan er det ikke nødvendigvis) - derfor må det vist handle om at udvise tolerance og rummelighed overfor hinanden.
Hvis man godtager Kants argument imod et egentlig videnskabeligt bevis for Guds eksistens (som han udfolder det i Kritik der reinen Vernunft under redegørelsen for fornuftens antinomier; der kan ifl ham argumenteres med samme vægt både for og imod Guds (et nødvendigt væsens) eksistens) - så vil det aldrig lykkes os at nå til en videnskabelig sikker erkendelse af Gud.
Men det betyder ikke nødvendigvis, at Gud ikke eksisterer. Det kunne tænkes - hvis Gud eksisterer - at Han kun kan erkendes eller opleves, hvis Han selv åbenbarer sig for os, og at Han principielt er uerkendelig den anden vej (fra den menneskelige verden til Gud), og at tro eller viden om Gud derfor kun kan være subjektiv og ikke objektiv.
Det kunne også tænkes, at man ved at inddrage flere dimensioner end de tre-fire kendte (alt efter om man medregner tiden som en dimension) og andre endnu ukendte former for stof kan komme til en ny erkendelse og en ny videnskab, som kunne rumme Gud og det oversanselige.
Det kan også tænkes, at ateisterne har ret, og der ingen oversanselig verden eller Gud findes.
Eller det kan tænkes, at en del af forvirringen skyldes, at verden må antages at være ens for alle (selv om vi ser forskellige udsnit af den), mens personligheden og dermed den mulige ånd er individuel; derfor kan vi muligvis komme til en fælles, objektiv verificerbar teori om verden (stof, rum og tid) men ikke af personligheden.
Alle muligheder synes at være tilstede for den menneskelige tanke og erkendelse. Og indtil det - måske - kan lykkes os at nå til enighed i de grundliggende spørgsmål, er den mest sobre holdning vist at bevare en vis ydmyghed overfor verden og vores erkendelse af den og os selv - en ydmyghed som jeg selv mest hører fra videnskabsmænd og desværre sjældnere fra troende mennesker.
Kommentarer
Send en kommentar