Gå videre til hovedindholdet

Humes og Kants erkendelsesteorier

Det er næppe forkert at sige, at blandt filosoffer med den største virkningshistorie hører David Hume (1711-1776) og Immanuel Kant (1724-1804) primært i kraft af deres hovedværker, A Treatise of human nature, (1739; Hume), og Kritik der reinen Vernunft (1781 (A-udgaven) og 1787 (B-udgaven; Kant)).

Ifølge Hume består al menneskelig opfattelse (perception) af indtryk  (impressions) og ideer. Indtryk definerer Hume som sansning (sensation), lidenskaber (passions) og følelser. Ideer er for Hume svage (efter-)billeder af indtryk (faint images) i relation til tænkningen.

Dette er hovedtanken i Humes erkendelsesteori, en tanke som han dog så vidt jeg kan se ikke begrunder noget sted, men som han drager en række radikale konsekvenser af; da vi fx ikke har noget indtryk (i Humes definition af ordet) af loven om årsag og virkning, bliver denne lov illusorisk eller erkendelsesteoretisk ugyldig; vi har intet indtryk af en nødvendig forbindelse mellem årsag og virkning; vi har intet indtryk af forbindelsen mellem fortid og fremtid; og vi kan ikke slutte fra det specielle til det generelle  (induktionsproblemet), da vi intet indtryk har af forbindelsen mellem dem; derfor bliver alle disse grundlæggende love og forhold i erkendelsen ugyldige.

Jeg tror at det er disse forhold - den deraf følgende skepticisme; altså at vi grundlæggende intet kan erkende; den radikale empirismes umulighed (Justus Hartnack i Fra Kant til Hegel - en nytolkning, 1979) - der fik Kant til at søge at løsrive erkendelsen helt fra erfaringen og undersøge en a priori (erfaringsuafhængig) erkendelse, helt præcist gennem de såkaldt syntetisk a priori domme, dvs domme som tilføjer nyt til subjektet i en sætning uden om erfaringen (modsat de analytiske domme).

Imidlertid fører Kants løsningsforslag til et nyt paradoks eller en ny umulig position; nemlig at de syntetisk a priori domme (altså den egentlige erkendelse) ikke kan overskride (transcendere) enhver mulig erfaring (jf analysen i både Kritik der reinen Vernunft og Prolegomena (1783)). Altså en erfaringsuafhængig erkendelse, der ikke kan overskride erfaringens grænser.

Spørgsmålet er så: Hvorfor havner den menneskelige erkendelse med tilsyneladende nødvendighed i en af disse to umulige positioner? Er det fordi de netop udgør to modsatte ekstremer, og sandheden er imellem de to; ved at hævde at den menneskelige erkendelse både henter stof og resultater i erfaringen (fx ved al iagttagelse; solens farve, fordøjelsessystemets funktion, lovene for elementarpartiklerne osv) og uden om erfaringen (fx logik)?

I hvert fald kan det siges, at vi både erkender gennem erfaring (iagttagelse) og uden om erfaringen; vi kan ikke med rimelighed sige at den grundlæggende logik hentes fra erfaringen, og vi kan ikke med rimelighed sige fx at tyngdekraftsloven ikke er gyldig erkendelse.

Det synes at fejlen i begge tilfælde skyldes den ekstreme position; enten stammer al erkendelse fra erfaringen eller uden om erfaringen (a priori).

Et yderligere argument for de her fremsatte tanker kan hentes ved at bruge Humes og Kants teorier på deres egne systemer; hvis al erkendelse stammer fra erfaringen, ville Hume ikke kunne formulere sin teori (eller rettere; den ville være lige så ugyldig som loven om årsag og virkning; den ville ophæve sig selv hvis han havde ret), da vi intet indtryk har af, at al erkendelse stammer fra erfaringen; ligeledes med Kants teori; de logiske grundregler (eller fx den matematiske erkendelse) kan ikke siges at tilhøre erfaringen men er udelukkende a priori erkendelse og overskrider som sådan erfaringen; og dog er de gyldig erkendelse. Hvis det skulle lykkes at skabe syntetisk a priori erkendelse, overskrider det med det samme erfaringen, hvilket er umuligt i følge Kant.

Der er altså tale om to erkendelsesteorier, der er født med et indre sammenbrud; to systemer der ophæver sig selv; i Kants tilfælde ikke kun pgra det i litteraturen ofte fremhævede problem med tingen-i-sig-selv. (Kant skelner i erkendelsen af objekter mellem tingene som de fremtræder for os (Erscheinung) og som de er i sig selv (ding-an-sich); dvs hvad er tingene for erkendelsen når vi ikke erkender dem? - endnu et uløseligt paradoks; (Kant kalder også tingen-i-sig-selv et noumenon; et grænsebegreb)).

Edmund Husserl  (1859-1938) giver i øvrigt et meget enkelt argument mod den radikale skepticisme og relativisme i Logische Untersuchungen  (1900): At hævde som en almengyldig lov eller erkendelse, at der ingen almengyldige love eller erkendelse findes, er indlysende selvmodsigende. Og at hævde som sandhed, at der ingen sandheder findes er lige så selvmodsigende.

(Se i øvrigt også indlægget Den radikale skepticisme - den absolutte idealisme)

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst