Gå videre til hovedindholdet

Arv + miljø + X?

Nyere forskning synes at vise, at mennesket dels formes eller udgøres af den genetiske arv, dels af miljøet, og altså ikke kun en af disse faktorer, som ellers har været hævdet hver for sig.

Hertil kan sikkert føjes endnu en faktor, jeget; denne faktor kan ikke forklares enten genetisk (det giver ikke mening at hævde at vi arver vores jeg) eller ud fra miljøet;

mere sandsynligt er det, at jeget, der er uforklarligt, en X faktor, er det i os, der reagerer på arv og miljø, som ikke former jeget, men er det jeget reagerer på, eller søger at påvirke.

Derfor er der måske tre og ikke to eller kun en faktor, der udgør et menneske: arv, miljø og jeget. Jeget kan vi også kalde menneskets (måske udødelige) kerne.

Hvis vi hævder, at vi arver vores jeg, ville det ikke være et jeg; det ville være summen af vores forfædres jeger, og ikke mit eller dit jeg. Dette strider mod selve betydningen af ordet og begrebet jeg.

Hvis jeget dannedes ud fra miljøet alene, ville det heller ikke være et jeg; selve ordet og begrebet jeg i relation til miljøet betyder det, der er og påvirkes af miljøet. Jeget er omgivet af sit miljø. Hvis jeget var identisk med miljøet, ville mit eller dit jeg ikke være et jeg, men jegets omgivelser. Det ville være grænseløst.

Visse filosofier hævder dog jegets illusion.

Så mennesket er enten billedligt talt som et løg, der inderst inde under forskellige lag (gener og miljø) i kernen er tomt (jegets illusion) eller et unikt væsen med et helt personligt indre præg, som et segl i en klump voks.

En svaghed ved disse tanker er, at jeget kunne tænkes at være hvert enkelt menneskes unikke kombination og totalitet af gener, celler og miljø. Men hvordan opstår da det vi oplever som vores centrum? Hvis vi kun er gener, celler og miljø uden et påviseligt centrum, hvordan opstår så den almenmenneskelige oplevelse og erfaring af et helt personligt centrum, en menneskelig, bevidst kerne?

I hjernen? Men hjernen består også af dele. Hvor er hjernens centrum? Hvor er menneskets?

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d