Gå videre til hovedindholdet

Sensommer på Strøget

Nogle bliver som bekendt gift med den forkerte; jeg var så heldig at blive gift med min kone. Jeg er 2,01 m høj, vejer 147,3 kg og har fod under eget bageri, Store Brød. Min kone er atomfysiker.

Det er ikke fordi min kone og jeg aldrig er uenige; vi har af og til nogle drabelige diskussioner; som nu denne sensommereftermiddag på Strøget.

Vi gik stille og roligt med hinanden i hånden, da en flok sorte engle med Bullshit skrevet på ryggen og idiot i panden passerede forbi os; jeg gav mig til at fundere over, hvordan man kunne blive sådan, og vi var ikke enige.

Jeg er også udover bageriet lidt til videnskab, og jeg luftede den tanke, at hvis vi betragter Jorden som et lukket økosystem, og alt liv har en tid, hvorefter det vandrer over i andre skikkelser, kan det ikke udelukkes, at nogle bliver født med atomer eller molekyler, der tidligere har været en del af, nå, for eksempel en dinosaur, et murmeldyr, eller hvorfor ikke en kat?

Kunne det forklare visse anomalier i den menneskelige fauna og adfærd? Min kone var helt uenig, men sagde, at hvis det virkelig var sådan, så forklarede det mere om mig end om disse vanskabte engle; hvis der for eksempel var lidt abe i mig; måske lidt chimpanse og et strejf af ged.

Vi nåede ikke til enighed, men jeg kan lide hende alligevel, selv om vi sjældent er enige i ting, der ret beset er ubetydeligheder. Hvad er alverdens filosofi og videnskab og forklaringer målt mod et godt ægteskab og det faktum, at jeg er gift med den rigtige?

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d