Gå videre til hovedindholdet

Korankritik (2)

Som jeg mener at have påvist - eller i hvert fald sandsynliggjort - i skriftet, Islam - set ud fra billedet af Gud som Lysets og kærlighedens Almagt, (carstenplougolsen.dk) så er der mangt og meget i koranen som umuligt kan bringes i samklang med opfattelsen af Gud, som Han må være, hvis Han er den Højeste; Lysets altbeherskende Gud, Lysets Almagt og kærlighedens og Livets Gud og Herre.

Hvis dette er rigtigt så er den logiske følge at stille spørgsmål ved to centrale, islamiske dogmer:

1) tanken om Muhammed som ufejlbarlig udsending fra Gud og værdig til efterfølgelse i et og alt

2) tanken om koranens ufejlbarlighed som en fuldkommen og fejlfri åbenbaring fra Gud

Det fremgår tydeligt når man læser beretninger om Muhammed, at han langt fra var ufejlbarlig som repræsentant for Lysets Gud; Han deltog i karavaneplyndringer, henrettede angiveligt mennesker personligt og bifaldt barbariske straffe som piskning, stening osv.

Med hensyn til spørgsmålet om koranens påståede ufejlbarlighed givet direkte af Gud eller Gabriel til Muhammed på arabisk, så er det helt usandsynligt, at en Lysets og kærlighedens altbeherskende Magt, Gud, skulle dømme 'vantro' til helvedes frygtelige og evige lidelser, og sine steder ligefrem svælge i de fortabtes lidelser med slet skjult skadefryd.

Er det ikke mere sandsynligt, som parallelt bibelforskningen har vist om bibelen - at bibelen ikke er en en gang givet sammenhængende guddommelig åbenbaring, men er sammensat af tekster fra en lang tidsperiode og forfattet af en lang række forfattere ud fra mundtlige forlæg og traditioner som til sidst er samlet i en kanon ud fra helt menneskelige kriterier og skøn - at også koranen er samlet efter Muhammeds død af forskellige mennesker ud fra mundtlige traditioner og overleveringer ud fra menneskelige kriterier og skøn;

Og at altså heller ikke koranen er en direkte og sammenhængende åbenbaring fra Gud, at den - ligesom bibelen - rummer ægte inspirationer fra Lyset, bidrag fra mennesker og - hvad enten vi kan lide det eller vil indrømme det eller ej - bidrag af diabolsk oprindelse?

Et sådant synspunkt findes i Vandrer mod Lyset. Og det sandsynliggøres efter min opfattelse af de påviste eller sandsynliggjorte afvigelser fra Lysets og kærlighedens sandheder; de mange fordømmelser i koranen af forskellige mennesker, den megen intolerance og de frygtelige og evige straffe der påstås venter nogle af os efter døden osv;

Intet af det kan bringes i samklang med opfattelsen af Gud som det Højeste altbeherskende Lysvæsen, der hersker ved kærlighed, mildhed, barmhjertighed og som drager os til sig ved sin uendelige kærlighed - ikke ved rå magt og trusler - og ved menneskers egen længsel efter kærlighed, renhed og fred.

Derfor er hverken Muhammed eller koranen fuldkomne; noget er givetvis ægte, og det ægte skal da søges i retning af kærlighed, mildhed, barmhjertighed, fred og tolerance; andet er menneskers påfund og noget stammer fra mørket.

Som i tilfældet med bibelen optræder den sande Gud også i koranen kun i glimt. Efter min opfattelse er koranen netop et eksempel på den tanke, der også findes i islam; at noget i de hellige tekster er blevet forvansket i tidernes løb; forvansket af mennesker og de magter, der tidligere gjorde alt for at holde Lyset og kærligheden væk fra mennesker og gøre Lyset fremmed i verden.

Disse forvanskninger er lette at kende og finde; man finder dem alle de steder hvor 'Gud' fordømmer og forbander mennesker vilkårligt som en anden jordisk tyran og diktator; man finder dem de steder hvor mennesker pålægges at dræbe andre; man finder dem alle de mange steder hvor de bærer ondskabens, intolerancens og hadets stempel.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst