Gå videre til hovedindholdet

Magtens anatomi

'Magt er det mest vanedannende stof'; 'Magt er et potent elskovsmiddel'

Sådan er det blevet sagt. Men hvorfor ønsker mennesker magt? Hvad er magtens natur og anatomi? Hvor mange der søger magten, spørger sig selv, om de er den magt de søger værdig?

Vi møder dagligt i social omgang små magtspil; i parforhold, i familier, på arbejdspladser, blandt venner, på skoler, overalt. Det synes at være en del af den menneskelige natur.

Nogle magtspil foregår ved at afsøge grænser; og hvis man ikke markerer sine grænser, ikke nødvendigvis ved aggression, skaber det vrede i sindet; hvis man er for flink og lader andre møve ind over sine grænser uden at markere dem.

Og magtspillet spilles i lokal-, national- og storpolitik. Også her afsøges grænser og alle synes at søge stedse større magt og indflydelse.

Men hvem spørger sig selv hvorfor det er sådan og om vi er magten værdig?

Til nøds kan man forsvare et vist ønske om magt; nemlig magten eller måske snarere evnen og muligheden for at opretholde livet, magten over eget liv både for individer og nationer.

Men når magtviljen eller rettere magtbegæret bliver grænseløst, umætteligt - og blindt (magten for enhver pris og uden at spørge sig selv om man er magten værdig og uden klare ideer til at anvende magten konstruktivt) - bliver magt destruktiv, og de magtbegærlige bliver paradoksalt nok slaver af deres magtbegær.

Konsekvenserne af dette ser vi fx ved diktaturer og erobringskrige; dette er magtvilje for enhver pris uanset om man på sin vej til magten træder over hundreder eller tusinder af døde og dermed er blevet magten uværdig.

'Magt korrumperer' siger man også. Ja, hvis man glemmer hvorfor man søger magt, hvis man søger magten for magtens skyld, hvis magtbegæret gør os blinde og vi glemmer at spørge os selv, om vi er magten værdig og hvordan vi ønsker at bruge den konstruktivt.

Eller på en kort formel: Den magt, der vil knægte friheden, der vil tvinge sig igennem, den der søger magt for enhver pris uden at være den værdig, den magt korrumperer og ødelægger både den magtbegærlige og hans ofre; den magt er perverteret magt i modsætning til den magt, der ligger i ægte værdier som kærlighed og frihed og fred og menneskers frivillige tilslutning til disse værdier.

Så magt er måske enten at ville tvinge andre eller menneskers frivillige tilslutning til ægte og holdbare værdier; mørkets og lysets magt. The tipping point fra konstruktiv til destruktiv magt - hvis magtviljen oprindelig er konstruktiv - er når man begynder at ville gennemtvinge sin vilje.

Den der vil tvinge sin vilje igennem (fx med våbenmagt eller terror) er magten uværdig.

En af grundene til at verden i dag ser ud som den gør er, at alt for mange ønsker at tvinge sin vilje igennem; fordi verdens magtherrer og mægtige er slaver af deres magtbegær og uværdige til den magt de besidder.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d