Gå videre til hovedindholdet

Tankens frihed

Blandt filosoffer hører Kant og Hegel til dem med den største virkningshistorie og indflydelse. Men det er muligt at pege på nogle problematiske sider hos begge disse tænkere;

Kant tager i sit erkendelsesteoretiske hovedværk, Kritik af den rene fornuft, udgangspunkt i, at al erkendelse nødvendigvis må foregå i tid og rum (den transcendentale æstetik, de a priori anskuelsesformer). Heroverfor kunne indvendes, at det i så fald udelukker logikken, den logiske tænkning.

Det giver ingen mening at sige, at fx den logiske sætning;

hvis p så q; p! altså q,

er en slutning i tid og rum, hvis vi med dette tænker på hele det logiske udsagn og slutning og ikke på forholdene p og q. Denne slutning eller sætning er på en måde udenfor rummet og tiden.

Derfor er Kants følgende slutninger ud fra udgangspunktet også usikre, da den logiske tænkning må høre til erkendelsen.

Med hensyn til Hegel så udfolder han i både Åndens fænomenologi og Logikkens videnskab et syn på tanken, som minder om erkendelsesteoretisk og tankemæssig determinisme på den måde, at det hævdes, at tanken med nødvendighed slår over i sine modsætninger og skaber nye synteser (negationer og negationers negationer).

Måske er det mere frugtbart at hævde, ikke tankens determinisme, men tankens frihed. Tankens frihed kan måske ikke bevises principielt men sandsynliggøres empirisk ved at forskellige filosoffer ud fra samme udgangspunkt drager forskellige konklusioner og derfra udvikler nye og forskellige teorier om den menneskelige erkendelse.

Et principielt argument for tankens frihed og mod at den skulle følge et vist ideelt spor og mønster med nødvendighed kunne være, at tanken er personlig og derfor forskellig fra menneske til menneske og ikke kollektiv. Der findes ikke en fællesmenneskelig ideel tanke men kun individuelle, personlige tanker.

Det synes altså at den menneskelige erkendelse ikke udvikler sig med nødvendighed, men med en grad af frihed og ofte ved tilfældigheder, hvor man starter en undersøgelse ud fra ønsket om at finde eller undersøge X men finder og kortlægger Y.

Hvis Hegel med sine tanker kun henviser til logikken kan hans teorier vel have en vis rigtighed, da logik og logiske slutninger rummer en grad af nødvendighed. Men den menneskelige tanke er ikke kun logik og den menneskelige erkendelse udvikler sig ikke kun ved logik; til erkendelse hører også fx intuition, mavefornemmelse, associationer, til en vis grad følelser osv.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d