Gå videre til hovedindholdet

Intuitiv tænkning

Søg, og I skal finde

Descartes skal efter sigende have haft en vision der gav ham en metode til at udvide den menneskelige erkendelse betydeligt.

Men efter hvad jeg kan se, lykkedes det ham ikke at videreformidle sin vision og metode.

Hans oplevelse kan dog inspirere til spørgsmålet: Ikke hvad, men hvordan skal vi tænke for at opnå mest mulig og mest sikker erkendelse?

Findes der en metode, der kan bruges både til objektiv og subjektiv, videnskabelig og personlig erkendelse?

Hidtil har man søgt gennem logikken at nå til viden og erkendelse. Men der findes en anden metode, som kan yde langt mere end den logiske erkendelse og metode.

Denne metode er beskrevet i Vandrer mod Lyset og kan kaldes den intuitive metode.

Den intuitive metode er meget enkel og kan bruges både til videnskabelig og til personlig erkendelse.

Metoden består i at søge at formulere et givent problem og så i et stykke tid (nogle gange sekunder, andre gange timer eller længere) undlade at beskæftige sig med problemet (der altså både kan være videnskabeligt eller personligt) i tankerne.

Derved åbnes mulighed for, at oversanselige intelligenser kan indgive en svaret på spørgsmålet eller problemet.

Svaret vil da komme som en pludselig klarhed i tanken, en aha-oplevelse, og det vil komme når de oversanselige intelligenser skønner en parat til at modtage det, dvs uafhængigt af menneskeligt krav om tidspunkt, indhold og omstændigheder.

Denne metode er den højest ydende form for erkendelsesmetode og den kan bruges af alle og både til videnskabelig og personlig erkendelse.

Det eneste metoden kræver er en ærlig vilje til sandhed og en åben vilje til at kende svaret på det givne problem; et svar som nogle gange kan være helt anderledes end man troede eller anede.

Den intuitive metode eller den egentlige inspiration må ikke forveksles med den såkaldte kanalisering, hvor den 'meddelende ånd' ofte optræder med navn. Kanalisering giver som regel tvivlsomme resultater og er reelt et udtryk for selvsuggestion og fantasi og vel som oftest motiveret af trang til selvhævdelse og økonomisk vinding.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst