Gå videre til hovedindholdet

Magt, krig og fred

- Den der lever ved sværd, skal falde ved sværd (let omskrivning af Matt. 26, 52)

- Lad den, der er ren, kaste den første sten (let omskrivning af Joh. 8, 7-8)

- Imperier fødes i blod og dør i blod

- Det sværd du hugger i din fjende foran dig, rammer dig selv i ryggen 

Hvis vi anerkender menneskets indre frihed; en fri tanke og en fri vilje og en mere eller mindre fri strøm af følelser (der kan være 'sten' i strømmen på grund af traumer og fortrængninger), og dermed ret også til en ydre politisk frihed, er det klart, at kun den magt, der afgives frivilligt til en regent eller regering, er legitim.

Dette kan også være et argument for demokrati, hvor magten netop afgives frivilligt af folket til en demokratisk valgt regering, og et argument mod diktaturet, hvor magten ranes, og hvor magten frarives folket, og dermed bliver illegitim.

Kun stater og regeringer, der bygger på varige værdier og respekt for mennesker og menneskers grundlæggende frihed, er levedygtige, legitime og varige. Ethvert folk har ret til både at afgive magt frivilligt til en regent eller regering og dermed, da magten er folkets, at inddrage den igen ved dårlig eller måske ligefrem tyrannisk magtudøvelse (jf den amerikanske uafhængighedserklæring). Denne ret sikres bedst og mest fredeligt i den demokratiske styreform, hvor magten kan overgives og inddrages fredeligt og uden blodige revolutioner.

At diktaturer før eller senere falder skyldes, at det had tyrannen vækker ved krig og undertrykkelse, før eller senere vender sig mod ham selv, og vælter hans illegitime styre. Hvis mennesket grundlæggende er frit i det indre, vil denne indre natur før eller senere fjerne ydre hindringer for dens frie strøm. Dette også til oplysning af de valgte citater og sentenser.

Hvis mennesket grundlæggende er frit, er denne frihed universel. Derfor er også behovet for og retten til politisk frihed - parallelt til menneskerettighederne - universel. Denne ret og dette behov kunne bedst nås universelt; dvs ved en demokratisk valgt Verdensregering. Dette kunne blandt andre fordele sikre mod lommer af tyrannier, som opretholdes og 'legitimeres' under henvisning til et lands suverænitet.

Magt skal ikke beskytte regenten men folket (jf Hobbes Leviathan), og den må begrænses (jf også Montesquieu Om lovenes ånd; magtens tredeling), så den ikke udstrækkes videre end, at enhver borger har sin frihed til, under ansvar overfor den dømmende magt, at bryde alle love.

For at lovene kan blive retfærdige, må de udformes, som om lovgiverne selv skulle dømmes efter dem (jf Kristi Tale i Vandrer mod Lyset).

Alt dette være sagt til håb og advarsel; håb om at friheden og respekt for og kærlighed til og mellem mennesker til sidst vil sejre, et begrundet håb ud fra menneskets indre frie natur; og en advarsel til de mennesker der raner magt og fører krig og undertrykker mennesker; de lever på lånt tid, og intet tyranni kan vare evigt.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d