Enhver tid i menneskets historie er mangetydig med mange stemmer, opfattelser og overbevisninger.
Og hver verdensdel rummer sin særlige stemme og tanker. Det er først når et nyt syn på virkeligheden bryder frem, at det gamle bliver synligt og får navn - som en dal først bliver synlig i sin helhed fra et bjerg.
Når man derfor snakker om fx antikken og antikkens filosofiske og videnskabelige paradigme, det statiske verdensbillede som det kommer til udtryk hos Platon, med den evige, uforanderlige ideernes verden bag den synlige verden, som kun er skygger af den virkelige ideverden, er det eftertiden der har givet det navn ud fra den indflydelse netop denne tænker havde og fik.
Typisk for det statiske verdensbillede er den deduktive tænkning; ud fra det almene billede af virkeligheden søger man at forstå det specielle, fænomenerne.
Med den vestlige naturvidenskabs frembrud i 1500-1600 tallet med dets mekaniske og dynamiske verdensbillede, verden set som maskine eller urværk, sker der et skifte til den induktive tænkning og videnskab; ud fra iagttagelse af det specielle, fænomenerne, søger man at afdække og forstå de universelle, almene love i verden.
Hvis vi med det moderne vestlige paradigme forstår kvanteteoriens formulering og teori, så er bruddet med det mekaniske verdensbillede at man opdager iagttagelsens, den induktive videnskabs begrænsning. Det viser sig, at på atomart og subatomart niveau er der grænser for vores viden og erkendelse; vi kan ikke på samme tid kende en elementarpartikels hastighed og position. Jo mere nøjagtigt vi vil bestemme partiklens hastighed, jo mere usikker bliver bestemmelsen af dens position og omvendt. Dette fører til det probabilistiske verdensbillede.
Fælles for disse paradigmer, det antikke, det mekaniske og det moderne er, at man betragter verden og virkeligheden udefra; mennesket, iagttageren, subjektet, står udenfor verden, objektet, og betragter den og søger at forstå den.
Men det ville være oplagt at se mennesket som, erkendelsesmæssigt, i verden, som en del af verden, og formulere en forståelse af mennesket og verden ikke som hvad det betragter, men som det der ikke lader sig betragte, nemlig som det, der betragter.
Det, der betragter, og som ikke lader sig betragte, er tanken, og tanken er dels fælles for alle mennesker som begreb, men unik som fænomen med sit individuelle særpræg i det enkelte menneske.
Så en ny forståelse kunne være, at ikke alene er den verden vi betragter og søger at forstå ikke fultud forståelig og erkendbar (kvanteteorien) men det der betragter verden er også i sin dybeste grund ikke-erkendelig.
Så måske er verden og livet - en gåde.
Og hver verdensdel rummer sin særlige stemme og tanker. Det er først når et nyt syn på virkeligheden bryder frem, at det gamle bliver synligt og får navn - som en dal først bliver synlig i sin helhed fra et bjerg.
Når man derfor snakker om fx antikken og antikkens filosofiske og videnskabelige paradigme, det statiske verdensbillede som det kommer til udtryk hos Platon, med den evige, uforanderlige ideernes verden bag den synlige verden, som kun er skygger af den virkelige ideverden, er det eftertiden der har givet det navn ud fra den indflydelse netop denne tænker havde og fik.
Typisk for det statiske verdensbillede er den deduktive tænkning; ud fra det almene billede af virkeligheden søger man at forstå det specielle, fænomenerne.
Med den vestlige naturvidenskabs frembrud i 1500-1600 tallet med dets mekaniske og dynamiske verdensbillede, verden set som maskine eller urværk, sker der et skifte til den induktive tænkning og videnskab; ud fra iagttagelse af det specielle, fænomenerne, søger man at afdække og forstå de universelle, almene love i verden.
Hvis vi med det moderne vestlige paradigme forstår kvanteteoriens formulering og teori, så er bruddet med det mekaniske verdensbillede at man opdager iagttagelsens, den induktive videnskabs begrænsning. Det viser sig, at på atomart og subatomart niveau er der grænser for vores viden og erkendelse; vi kan ikke på samme tid kende en elementarpartikels hastighed og position. Jo mere nøjagtigt vi vil bestemme partiklens hastighed, jo mere usikker bliver bestemmelsen af dens position og omvendt. Dette fører til det probabilistiske verdensbillede.
Fælles for disse paradigmer, det antikke, det mekaniske og det moderne er, at man betragter verden og virkeligheden udefra; mennesket, iagttageren, subjektet, står udenfor verden, objektet, og betragter den og søger at forstå den.
Men det ville være oplagt at se mennesket som, erkendelsesmæssigt, i verden, som en del af verden, og formulere en forståelse af mennesket og verden ikke som hvad det betragter, men som det der ikke lader sig betragte, nemlig som det, der betragter.
Det, der betragter, og som ikke lader sig betragte, er tanken, og tanken er dels fælles for alle mennesker som begreb, men unik som fænomen med sit individuelle særpræg i det enkelte menneske.
Så en ny forståelse kunne være, at ikke alene er den verden vi betragter og søger at forstå ikke fultud forståelig og erkendbar (kvanteteorien) men det der betragter verden er også i sin dybeste grund ikke-erkendelig.
Så måske er verden og livet - en gåde.
Kommentarer
Send en kommentar