Gå videre til hovedindholdet

Vandrer mod Lyset

Hvis Vandrer mod Lyset er sandhed kan vi blandt andet forstå:

 At livet er det bedste og døden det værste.

Livet er i ånden, døden er i kroppen. Mennesket er helt uden skyld i at døden kom ind i verden. For det bærer de ældste og den ældste det fulde ansvar, og det er en af de mange ting vi bør søge at tilgive dem.

Vi kan ikke helt forstå livet (dermed mener jeg det åndelige, evige liv) og vi kan ikke overvinde døden. Det kan kun Gud.

Mennesket er ikke underlagt 'arvesynden' men kan afsvække dødens magt i verden ved at tilgive de ældste og alle der forbryder sig mod os.

Mennesket er eksistentielt uskyldigt og ikke vi men de ældste har brug for Guds og menneskers tilgivelse.

Gud straffer ikke og slet ikke noget vi ingen skyld har i. Gud kender os og ved hvor svært og ofte lidelsesfuldt livet er. Gud er med os i alt og Han omfatter alle med sin uendelige kærlighed. Han kender os og kender vores inderste for Han har skabt os.

Det er ikke Guds vilje at vi skal lide, og Han længes efter at modtage os i sit Rige når vi har overvundet det onde og er stærke nok til at opretholde vores selvstændighed i Paradisets strålende skønne og stærke Lys uden at synke tilbage i vort Ophav.

De der påstår at Gud straffer gør sig skyldige i blasfemi og trækker den Almægtiges kærlighed ned i støvet. De henter skyts i såkaldte hellige bøger, der er blevet til uden hjemmel fra Gud.

'Guds straf' er menneskers påfund og et udtryk for uvidende menneskers hævntørst og hang til vold og fordømmelse.

Hvis de vidste hvilken sorg, skam og smerte den Almægtige føler ved menneskers vold og had og fordømmelser, ville de skamme sig og rette sig.

Hvordan kan vi dog berede Ham den smerte og lidelse? Han hvis milde og sorgfulde men uendeligt kærlige blik søger enhver? Hvordan kan vi tro - mod bedre vidende - at Gud er hævnens og straffens og fordømmelsens strenge Herre.

Hvordan kan vi frygte en Gud der kun er kærlighed og forvise Ham fra vores inderste til fordel for en helt menneskelig og lille og usand universel despot og grusom hersker, en Gud skabt i vores billede og ikke omvendt?

Hvordan kan vi gøre det og hvor længe endnu?

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d