Gå videre til hovedindholdet

Den frie tanke og den frie vilje

Den frie tanke og den frie vilje betinger det evige livs værdi og gør åndelige værdier til åndens umistelige ejendom

Som jeg har skrevet en del om er Gud den uendelige kærligheds Almagt; en Gud vi ingen grund har til at frygte men al grund til at ære og elske; en fuldkommen tryg og varm og nær Gud og Far.

Men udover at være en sådan fuldkommen Gud er Han også en myndig Gud, der stiller krav til os, Hans børn. Han kræver at vi søger at højne og forædle vores personlighed, vores ånd, kræver at vi søger i tanke og handling at vandre mod Lyset, det gode, kærligheden.

Derfor har Han givet hver af os en fri tanke og en fri vilje ved hjælp af hvilke vi skal udvikle og berige vores personlighed.

Men Gud tvinger os ikke til at søge indsigt og sandhed og Han tvinger os ikke til at gøre det gode, kærlighedens gerninger. Og der er ingen evig straf hvis vi falder for det onde eller nægter at vandre mod Lyset.

Hvis vi falder for det onde er der kun midlertidige konsekvenser; enten gennem sorg og anger over det onde vi har gjort eller gennem gengældelsesloven eller gennem senere kærlighedsgerninger over for dem vi har forbrudt os imod.

Disse konsekvenser - under gengældelsesloven; dvs i de tilfælde hvor vi nægter at bøje os og ikke vil indse naturen af vores onde handlinger og ikke vil sørge og angre det onde vi har gjort og derfor heller ikke modtager tilgivelse - er ikke Guds straf men en måde Han opdrager os på ved at vise os hvad vi har gjort og hvorfor det er ondt - ved at lade os ramme af de samme lidelser vi har påført andre men nægter at vedkende os og nægter at forstå naturen af. Nogle gange er det den eneste måde - gennem selvoplevelse - vi kan lære på (for gengældelseslovens pædagogiske sigte; se også indlægget 'Om gengældelsesloven').

Hvis Gud tvang os til det gode, til at vandre mod Lyset, ville det ikke have nogen værdi. Kun den selvstændige tilegnelse af viden og visdom og kun den selvstændige vilje til Lyset har værdi og er det, der gør Lysets værdier - specielt kærligheden - til åndens umistelige ejendom.

For hvis ikke trangen og viljen til Lyset, det gode, kom indefra, fra os selv, ville Lysets værdier ikke være vores, men Guds; og så ville livet dybest set være uden værdi. Det ville være som at pynte sig med lånte fjer, eller i et andet billede:

Det ville være som at blive tildelt sejren i et løb vi ikke har deltaget i.

Derfor er den selvstændige tilegnelse af Lysets værdier ved den frie tanke og den frie vilje, gennem tilegnelse af viden og visdom og gennem evnen til i handling at vise vores kærlighed til andre, det der gør Lysets værdier til vores personlige og evige og umistelige ejendom; det der giver det evige liv værdi og mening.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d