Gå videre til hovedindholdet

Grund til optimisme

Det er sikkert rigtigt, at vi mennesker og vores samfund delvis drives af lavere drifter og instinkter;

Magtbegær, selvopretholdelse, egennytte, pengebegær, trang til berømmelse osv.

Og denne del af den menneskelige natur er vi nødt til at tage højde for ikke mindst når vi søger at opstille idealer og visioner for vores samfund. Mennesket er ingen engel og idealer der bygger på et urealistisk og forskønnet menneskebillede har det med at forvandle os til djævle.

Men det er ikke hele sandheden om os. Til alle tider har der lydt en anden stemme blandt mennesker; nogle gange kun som en fjern næsten uhørlig tone, til andre tider stærkere og klarere.

Håb. Længsel efter noget bedre. Fred.

Når man følger nyhedsstrømmen kan man let tro, at verden er ved at ramle sammen om ørerne på os. Men måske er det rigtigt, at det billede af verden vi ser gennem medierne er et fotografisk negativ af virkeligheden; fordi kun det usædvanlige, det sensationelle og uhørte finder vej til aviser, blogs og tv.

Personligt kender jeg ingen dårlige mennesker, og jeg tror at langt de fleste mennesker er gode og ansvarlige forældre, borgere, mennesker.

Men der skal ikke ret meget snavs til at forurene og gøre en skål suppe uspiselig. De tvivlsomme, stridbare, konfliktsøgende og krigeriske mennesker er få, men det er hovedsagelig dem vi hører om; fordi deres handlinger er usædvanlige og uhørte og chokerer det store flertal af gode mennesker.

Ondskab er godt nyhedsstof - fordi den er usædvanlig og atypisk og chokerende.

Hvis disse tanker er rigtige, så står det måske slet ikke så dårligt til som vi nogle gange tror.

Lad den sande tone lyde stærkere, den længsel efter og håb om fred og forandring som fx bragte Obama til magten og som lød stærkt og rent da Muren faldt.

Vi kender sangen, vi kender ordene, vi kan få tonen til at lyde stærkt og rent. Aldrig vil den forstumme.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst