Gå videre til hovedindholdet

Indlæg

Viser indlæg fra december, 2017

Verdensgåden og et svar

Længe har jeg søgt; i filosofi, videnskab, religion, litteratur og kunst.

Vi danner sindrige systemer; filosofiske, videnskabelige, religiøse; vi søger og somme tider finder vi.

Men måske er svaret så simpelt og så nært og tilsyneladende trivielt; vi agter det måske ringe og haster videre gennem verdner; til de yderste galakser eller det inderste rum.

Vi søger det der bærer verden og den sikre grund i dybet og det der bærer vores eksistens; og i vores enfoldighed tror vi at svaret er kompliceret og kræver livslang forskning og anstrengelse og smerte.

Og måske gør det. Men måske så kun for at skille vankundighedens slagger fra og trække sløret, illusionerne, Maya, fra verdens inderste sandhed:

Kærligheden.

Opsats 64; Kærlighed og skygge

Hvis ikke vi kendte livets skygge, ville vi være personer uden dybde, uden vægt, uden skønhed og uden kærlighed og værdighed.

Et liv uden kamp, kun evig sol; denne sol ville brænde ubarmhjertigt og som i et mareridt gennemlyse vores intethed:

Hvis vi fik alt ville vi intet være.

Måske er den dybeste skygge udslettelsens mulighed; måske, og derfor det dybeste perspektiv:

Måske er evigt liv kun muligt på baggrund af muligheden for evig død.

Opsats 63; Billedhugger

Som ord der begynder
          I et forsøg på at forstå
Jeg hugger det overflødige fra stenen
           Og resultatet er et mesterværk
Eller kitsch eller ligegyldigt

Jeg former ord og ord former mig

Som en kærlighed der begynder
              I et forsøg på at leve
Vi hugger det overflødige fra stenen
               Og når den slutter
Har den dannet en del af vores menneskelighed

                 Som et liv der begynder
Og leves dag for dag tanke for tanke
                  Og når tråden brister
Først da er billedet færdigt

Schopenhauer og ulykken

Videre om Schopenhauer:

Livet er kamp. Når man sit mål er der kun kedsomhed, stilstand og tomhed tilbage.

"Intet er så fatalt for et ideal som dets virkeliggørelse" (Durant om Schopenhauer).

Den sultne vil være mæt, den mætte keder sig og længes tilbage til sulten og de fata morgana han så i ørkenen; prægtige slotte, kvinder, lande og universer at erobre.

Sådan spotter livet os.

Lykkelig den der kæmper, beklagelig den der når sit mål.

Stater og imperier fødes af sult og dør i mæthed. "Et folk fødes som stoikere og dør som epikuræere" (Durants Verdens kulturhistorie). De er bygget på sand og febersyner.

Sådan spotter livet os.

Er det fordi vi tror at livet, lykken, freden er derude et sted; et andet sted i en anden tid, i et andet menneske?

Er det fordi vi kæmper det forkerte sted, uden for os selv, og ikke i det der skal og det ene der kan føle lykken og glæden: Vores eget indre?

Hvis lykken altid er lige om hjørnet, kommer den aldrig.


Schopenhauer og barbariet

I Die Welt als Wille und Vorstellung (1818) (da. Verden som vilje og forestilling) giver Arthur Schopenhauer et dystert billede af mennesket:

Efter 1700-tallets rationalisme og oplysningstanker hvor fornuften og tankens magt sattes i højsædet svarer Schopenhauer på et tidspunkt hvor revolutionen og råbet om frihed var druknet i blod, terror og tyranni:

Nej, mennesket ledes ikke primært af fornuft men først og fremmest af viljen og særligt af viljen til livet; ofte på bekostning af fornuften, etikken og andre mennesker (eller andre levende væsener).

Derfor er naturtilstanden alles kamp mod alle (Hobbes; Leviathan) og derfor lurer barbariet altid som de 9/10 dele af isbjerget under overfladen af rationelle ideer som demokrati, menneskerettigheder og selve statstanken.

Det er rationelt og ligefrem en naturlov at danne samfund og at afgive en del af sin naturlige magt til en suværen hersker (en konge eller en folkeforsamling) eller at begrænse sin livsudfoldelse inden for rammerne af stat…

Kampen mellem lys og mørke

Ethvert lys kan trækkes af mørkets heste og ethvert mørke kan trækkes af lysets heste

Denne sætning kan siges at karakterisere væsentlige dele af kampen mellem lyset og mørket, det gode og det onde.

Lad os betragte nogle eksempler der kan klare tanken bag:

Da Jesus lod sig føde blandt mennesker og trådte frem med sit kærligheds- og fredsbudskab kom et stort lys til verden.

Men hans arvtagere - specielt Paulus men også mange følgende kirkens mænd - formørkede det oprindelige og helt enkle budskab, så Jesu Gud - den milde og alle elskende Gud og Far - snart fremstod som en uforståelig og fordømmende Gud, som mennesker kun turde nærme sig i frygt og bæven.

Væk var det nære og trygge Gudsforhold som Jesus prædikede idet han citerede Moseloven ('Elsk din næste som dig selv'; 3. Mos. 19, 18; og budet om at elske Gud af hele sit hjerte) og i stedet fik man Pauli (og Luthers) lære om 'frelse ved tro' tilsat frygtelige trusler om evig lidelse i helvede, hvis ikke man bøjede sig…

Herren og myggen (Heretica)

Hvem eller hvad er Gud?

Dette spørgsmål har jeg, Baruch Kætteren, altid stillet mig selv. Og jeg er kommet frem til følgende:

For mennesket er Gud det ideelle menneske, for trekanten den ideelle trekant, for cirklen den ideelle cirkel - og for tåben den ideelle tåbe.

I går ved 19 tiden gik jeg min sædvanlige tur på stranden og lod vinden opfriske mit ansigt og sind.

Jeg havde vel tilbagelagt et par km og var altså kommet forbi Pax, danserestauranten, da et sælsomt syn mødte mit blik;

Lidt længere henne ad stranden gik en høj, mørkklædt herre. I stedet for et hoved havde han en bog hvis omslag vendte opad som en hat, og hvis sider vendte ned mod halsen og kroppen, og hele tiden bladede eller rettere sagt blæste siderne rundt og i de korte øjeblikke hvor det ikke var tilfældet, lyste forskellige passager i bogen eller 'hovedet' op som fjerne lyn eller kornmod, og ud af munden kom papirstrimler med de således oplyste passager.

Om hovedet på manden svirrede utallige myg, der ikke …

Herren og myggen (Metaboli)

Jeg, Benedict d'Esquire Connayson, skal berette noget sælsomt der hændte mig for 13 år, 7 måneder, 15 dage og nætter siden. Læseren må afgøre med sig selv om vanviddet allerede dengang havde grebet mig eller det først kom derefter.

Jeg sidder i min celle og har kun 1 stykke papir og ingen pen. Jeg skriver med den gaffel jeg spiste med til aften - og mit blod. Tilgiv hvis skriften ryster:

Det var en aften hen ad klokken 18, jeg gik min sædvanlige aftentur, det skumrede og en let regn førtes med vinden fra sydvest.

Pludselig ser jeg lidt fremme en underlig mandsperson træde frem omkring et hjørne; manden var iført en sort kappe, en høj sort hat; men det underlige var at han i den højre hånd havde en pisk, i den venstre en rangle. Hans blik henlå i skygge; kun fornemmede jeg en svag glød, en flamme eller et svagt lys i skyggen, hvor hans øjne måtte være.

- Kom her, mit barn, sagde han med høj stemme.

Jeg studsede men gik nærmere. Jeg vidste ikke rigtig om jeg følte uro eller glæde ve…

Herren og myggen (Satirikon)

Hen ad den sparsomt oplyste promenade gik to herrer i aftenskumringen.

Den ene var iført en lang sort kappe, høje støvler og en høj sort hat, hvorpå der var skrevet uforståelige formler - eller var det hieroglyffer; de lyste op et kort øjeblik og forsvandt så og nye kom til syne andre steder for igen at udslukkes.

Hans navn var Niels Kvant.

Den anden var en lille undersætsig personage med overbid og en lang spids næse; Han var iført en lidt for stor hjemmestrikket orange sweater med et stort blåt L midt på maven.

Den lille gik med let trippende gang ved den høje herres side og forsøgte med besvær at holde trit og stundom trak han i herrens frakkeskøde.

- Det er jo indlysende, - L knipsede med fingrene i luften, - logisk, logisk, snit, snit, De har Deres plads her i verden, snit, og jeg støtter Dem ubetinget, u-be-tinget, blot må De sørge for at holde kursen, ikke få overbalance, ikke hælde hovedet hverken til højre eller venstre; Deres store byrde, De bærer den flot, snit, snit;

Den h…

Herren og myggen (en pastiche)

Hen ad den mørke kun sparsomt oplyste gade gik to herrer ved aftentid, den ene i en elegant frakke med pelskrave og sort cylinder på hovedet, tydeligt irriteret af den anden, en lille undersætsig fremtoning med opstoppernæse, rygende på en cigar som han svingede rundt i luften mens han med besvær fulgte den anden i en let trippende gang og stundom greb den fornemme herre i frakkeskødet.

- Blot endnu et ord, Pjotr Stefanovitch, blot et lille ord, en bagatel, jeg støtter Dem absolut, ubetinget, en mand som Dem har sin egen ret, vi andre, nej, hvad siger jeg, jeg er blot et kryb, en, nå, krokodille for eksempel, nej jeg forglemmer mig, en krokodille har også sin ret, sin egenart, sine æh, gode sider, kort sagt, altså;

Den lille mand hvis navn rettelig var Ivan Ilyitch Porstagorin hævede sig til ekstase i sin selvfornedrelse, som kunne han ikke stærkt nok dømme og fordømme sig selv;

- Altså, kort, en myg, javel! absolut en myg, hvad skulle vel en myg som jeg betyde for en herre med Deres …

Sensommer på Strøget 3

Da jeg var ung foretog jeg nogle studie- og dannelsesrejser til Afrika ud fra den simple tanke, at når man rejser ud i verden, rejser man samtidig ind i sig selv.

Indtrykkene fra rejserne har jeg som bekendt samlet i Historier fra de varme lande.

Konklusionen i værket og livet er på en måde nedslående; Ja, jeg lærte et og andet om mig selv, men intet særlig interessant; jeg mødte løver og elefanter og bøfler og sorte;

Men det mest præcise billede på den ydre og indre rejse fandt jeg en dag jeg mødte et æsel; jeg så ind i dets mørke bundløse blik og så noget som en øjeblikkelig gensidig genkendelse; så gav det sig til at skryde højt og gennemtrængende.

Og det flugter godt med en anden ting jeg lærte da jeg indså, at den største lærdom ligger i ægteskabet og den dertil nødvendige selvironi og humoristiske distance (eller nærhed) til livet.

Kort sagt: Jeg havde ikke brug for at lære om mig selv, men for at blive gift.

Min kone er på mange måder et bemærkelsesværdigt menneske; hun skærer …