Gå videre til hovedindholdet

Herren og myggen (en pastiche)

Hen ad den mørke kun sparsomt oplyste gade gik to herrer ved aftentid, den ene i en elegant frakke med pelskrave og sort cylinder på hovedet, tydeligt irriteret af den anden, en lille undersætsig fremtoning med opstoppernæse, rygende på en cigar som han svingede rundt i luften mens han med besvær fulgte den anden i en let trippende gang og stundom greb den fornemme herre i frakkeskødet.

- Blot endnu et ord, Pjotr Stefanovitch, blot et lille ord, en bagatel, jeg støtter Dem absolut, ubetinget, en mand som Dem har sin egen ret, vi andre, nej, hvad siger jeg, jeg er blot et kryb, en, nå, krokodille for eksempel, nej jeg forglemmer mig, en krokodille har også sin ret, sin egenart, sine æh, gode sider, kort sagt, altså;

Den lille mand hvis navn rettelig var Ivan Ilyitch Porstagorin hævede sig til ekstase i sin selvfornedrelse, som kunne han ikke stærkt nok dømme og fordømme sig selv;

- Altså, kort, en myg, javel! absolut en myg, hvad skulle vel en myg som jeg betyde for en herre med Deres format og Deres himmelstræbende planer, en myg ser De ikke fra Olympen, De kvaser den bare, sådan, mellem to fingre, klask! færdig! men altså, skønt, nej, jeg støtter Dem IKKE, en myg har også ret, imperier er lagt øde af, nå, myg;

Pludselig stoppede den lille op og stod bomstille som ramt af lynet;

- De smiler, De ler! De ler mig op i mit åbne ansigt!

Ivan Ilyitch tabte cigaren, knyttede næverne og ville angribe sin herre og spotter med næverne, tænderne, ville flå ham håret af hovedet, spytte ham i ansigtet, give ham en sviende lussing; men;

Den anden målte ham skråt oppefra og ned, knipsede let med fingrene som fik han en tanke; så trak han let på skuldrene, gik et par lange skridt forud for den anden og forsvandt i mørket.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d