Gå videre til hovedindholdet

Kampen mellem lys og mørke

Ethvert lys kan trækkes af mørkets heste og ethvert mørke kan trækkes af lysets heste

Denne sætning kan siges at karakterisere væsentlige dele af kampen mellem lyset og mørket, det gode og det onde.

Lad os betragte nogle eksempler der kan klare tanken bag:

Da Jesus lod sig føde blandt mennesker og trådte frem med sit kærligheds- og fredsbudskab kom et stort lys til verden.

Men hans arvtagere - specielt Paulus men også mange følgende kirkens mænd - formørkede det oprindelige og helt enkle budskab, så Jesu Gud - den milde og alle elskende Gud og Far - snart fremstod som en uforståelig og fordømmende Gud, som mennesker kun turde nærme sig i frygt og bæven.

Væk var det nære og trygge Gudsforhold som Jesus prædikede idet han citerede Moseloven ('Elsk din næste som dig selv'; 3. Mos. 19, 18; og budet om at elske Gud af hele sit hjerte) og i stedet fik man Pauli (og Luthers) lære om 'frelse ved tro' tilsat frygtelige trusler om evig lidelse i helvede, hvis ikke man bøjede sig og 'troede' på Pauli og andres dybest set uforståelige 'Gud'.

Dette er et eksempel på et oprindeligt lys der blev forvrænget af det onde. Et parallelt eksempel har vi i Muhammeds sendelse og virke. Også her var den oprindelige impuls af lyset men den blev senere forvrænget og drejet ind i det ondes baner.

Lad os tage et mere nutidigt eksempel:

Når visse danske politikere i dag taler om danske værdier kan man med ret sige, at danske værdier som respekt for menneskerettigheder, demokrati, tolerance og det etiske ansvar for vores medmennesker og retten til liv ofte bliver misbrugt i en regulær smædekampagne mod anderledes tænkende og troende.

De mennesker der råber højest er ikke de samme - hverken i ånd eller krop - som oprindeligt formulerede og skabte disse værdier - og som kæmpede med livet som indsats for dem.

De højtråbende trækker i stik modsat retning: Mod intolerance, snæversyn og forfølgelse af anderledes tænkende og troende i en tåbelig påberåbelse af værdier de ikke er værdige og voksne.

Dette er et andet af utallige både nutidige og fortidige eksempler på at det onde bruger det godes ord og begreber - idet det trækker i modsat retning, mod det onde.

Men det gode kan også afbøde det onde ved at søge at trække det onde mod det gode, eller at bruge mørkets anslag i det godes tjeneste.

Hertil vil jeg kun anføre et eksempel:

Da de Ældste skabte det dødelige menneskelegeme (se 'Vandrer mod Lyset!') da var det en ond og katastrofal handling.

Men Gud udnyttede det onde anslag til dels med tiden at vinde sine faldne børn (de Ældste) tilbage til lyset og dels til at skabe og opdrage mangfoldige ånder, der derved fik del i det evige liv (for den nøjagtige historie; se 'Vandrer mod Lyset!').

Og sådan kæmper det gode og det onde også i dag som det har været tilfældet siden de jordiske tiders morgen.

Det onde søger og misbruger det godes navn og det gode søger at afbøde det ondes anslag og bruge det i sin tjeneste.

Så selv om visse filosofier og religioner bruger (ofte demonstrativt og til overmål) ord som kærlighed, lys og fred må vi ikke være naive og lade os lokke i kløerne på det onde.

Ikke alt der skinner er guld og ikke alt der fordømmes eller forfølges er af det onde! Det onde kommer ofte i det godes navn og alt for ofte skændes og brændes og forfølges det gode som ondt!

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst