Hvordan kan det være, at den menneskelige erkendelse - med en henvisning til Heraklit - tilsyneladende er flydende, så ikke bare fænomenerne men også de videnskabelige resultater og paradigmer skifter og forekommer usikre trods bestræbelser på evidens og sikkerhed?
Er den menneskelige erkendelse principielt, som fænomenerne og følelserne, flydende, flygtig og usikker?
Lad os underkaste denne tanke en undersøgelse parallelt til den jeg har forsøgt med Humes erkendelsesteori, nemlig at prøve tanken på sig selv:
Hvis al erkendelse er flydende og usikker, så ville selve denne tanke, at al erkendelse er flydende og usikker, selv være flydende og usikker. Udsagnet ville betyde, at det står fast, at al erkendelse er flydende og usikker; hvilket ophæver tanken.
Derfor, da al erkendelse ikke kan være flydende og usikker, må der være noget der står fast. Det gælder så om at identificere dette faste, den sikre grund i dybet:
Det der er fælles for alle kendte teorier er, at de er blevet til efter et tankemæssigt arbejde (tanken) og ud fra - må vi formode - et ønske om at finde sandheden eller noget sandt (viljen).
Det der således står fast er tanken og viljen.
Dette gælder også for den eksperimentelle videnskab: Videnskabelige forsøg bliver ikke designet tilfældigt men efter overvejelser og ideer (tanken) og de udføres ved en viljesakt (viljen).
Hvis vi alligevel skal følge tanken om al erkendelses flygtighed og usikkerhed et stykke kan vi sige, at nok er det en kendsgerning at de videnskabelige teorier og resultater skifter, men det der får strømmen af tanker og teorier til at flyde, tanken og viljen, står fast.
Måske kan vi tilføje at ikke tankens og viljens resultater (teorier) men selve forsøget på at forstå står fast og at denne bestræbelse - ikke dens resultater - gælder til alle tider.
Specielle tanker og handlinger, tankefænomener og de enkelte handlinger, er eksempler på den dybereliggende almene tanke og vilje.
Tanker og handlinger, med basis i selve tanken og viljen, strømmer ligesom fænomenerne i den ydre verden og følelserne i det indre menneske; men selve tanken og viljen, med rod i ukendte dybder, står fast.
Er den menneskelige erkendelse principielt, som fænomenerne og følelserne, flydende, flygtig og usikker?
Lad os underkaste denne tanke en undersøgelse parallelt til den jeg har forsøgt med Humes erkendelsesteori, nemlig at prøve tanken på sig selv:
Hvis al erkendelse er flydende og usikker, så ville selve denne tanke, at al erkendelse er flydende og usikker, selv være flydende og usikker. Udsagnet ville betyde, at det står fast, at al erkendelse er flydende og usikker; hvilket ophæver tanken.
Derfor, da al erkendelse ikke kan være flydende og usikker, må der være noget der står fast. Det gælder så om at identificere dette faste, den sikre grund i dybet:
Det der er fælles for alle kendte teorier er, at de er blevet til efter et tankemæssigt arbejde (tanken) og ud fra - må vi formode - et ønske om at finde sandheden eller noget sandt (viljen).
Det der således står fast er tanken og viljen.
Dette gælder også for den eksperimentelle videnskab: Videnskabelige forsøg bliver ikke designet tilfældigt men efter overvejelser og ideer (tanken) og de udføres ved en viljesakt (viljen).
Hvis vi alligevel skal følge tanken om al erkendelses flygtighed og usikkerhed et stykke kan vi sige, at nok er det en kendsgerning at de videnskabelige teorier og resultater skifter, men det der får strømmen af tanker og teorier til at flyde, tanken og viljen, står fast.
Måske kan vi tilføje at ikke tankens og viljens resultater (teorier) men selve forsøget på at forstå står fast og at denne bestræbelse - ikke dens resultater - gælder til alle tider.
Specielle tanker og handlinger, tankefænomener og de enkelte handlinger, er eksempler på den dybereliggende almene tanke og vilje.
Tanker og handlinger, med basis i selve tanken og viljen, strømmer ligesom fænomenerne i den ydre verden og følelserne i det indre menneske; men selve tanken og viljen, med rod i ukendte dybder, står fast.
Kommentarer
Send en kommentar