Gå videre til hovedindholdet

Krig og fred

Kort efter terrorangrebene mod New York og Washington d. 11. September 2001 udtalte Zygmunt Baumann at dette var menneskers, ikke dæmoners værk.

Parallelt hertil er det nok værd at huske, at det amerikanske svar - invasionen i Afghanistan og Irak og krigen mod terror - ikke var dæmoners eller maskiners, men menneskers svar.

Dette finder jeg værd at bemærke i forhold til krig og fred generelt:

Man kan forsøge at forklare krigshandlinger og fredsslutninger ud fra sociologiske og samfundsmæssige forhold og dybe analyser af faktorer;

Men i sidste ende er det mennesker og ikke dæmoner eller maskiner der træffer beslutninger om krig og fred og dermed om tusinders eller millioners liv eller død og skæbne.

Hvis vi overser den menneskelige faktor og søger at forklare verdens gang som en maskine eller software; hvis det og det sker, så følger med nødvendighed det og det; så misforstår vi tingene under en forståelse af verden som en maskine og ikke som bestående af levende mennesker - med et valg og et ansvar.

Hvis vi forklarer verden ud fra en maskinel forståelse og en forældet determinisme, så er det umuligt at stille de ansvarlige for krig og fred til ansvar.

Mennesker har et valg:

Det var mennesker og ikke maskiner der udførte terroren d. 11. September og det var mennesker der svarede.

Ligesom individer har et valg og dermed et ansvar, har også stater og statsledere et valg og et ansvar:

Deraf følger at hvis vi vil have fred, så bliver der fred, og hvis vi vil have krig, bliver der krig.

Dette ligger i vores egen - og ikke i dæmoners eller maskiners - magt.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Grundlæggende erkendelsesteori (epistemologi)

I erkendelsesteorien (epistemologien) har man længe søgt et sikkert udgangspunkt for menneskets erkendelse. Nødvendigheden af dette skyldes, at det ser ud til, at hvis vi ikke kan identificere et grundlag, et (mere eller mindre) sikkert udgangspunkt for erkendelsen, bliver al erkendelse umulig eller i hvert fald usikker. Vi fanges i en relativisme eller en - måske absolut - skepticisme hvor vi må erkende, at vi intet kan erkende, at vi strengt taget intet kan vide om noget som helst, hvilket jo i sig selv er et paradoks og et kors for tanken.

Men vi har et behov for erkendelse - vi har et behov for at forsøge at forstå den verden vi lever i, for at kunne leve eller overleve, og vi har et behov for at forsøge at forstå os selv som mennesker. Vi er her nede i noget af det mest grundliggende; spørgsmål som: Hvad er et menneske? Hvem er jeg? Hvad er verdens, virkelighedens natur?

Jeg vil her forsøge at opstille og begrunde et muligt udgangspunkt for menneskets erkendelse ud fra denne for…

Fællespunktet for jødedom, kristendom og islam og en ny renaissance

Fælles for de tre abrahamitiske, monoteistiske religioner, jødedom, kristendom og islam kan siges at udgøres af næstekærlighedsbudet i 3. Mosebog, kap. 19, vers 18:

Du skal elske din næste som dig selv!

Med tilføjelsen: Jeg er Herren!

Dette bud citeres både af Jesus og Paulus og er en del af det de kalder det første og det største bud.

Som jeg har forsøgt at argumentere for i Profeternes segl så er kærligheden også central i islam, hvis vi forstår budet om overgivelse til Gud som hjertets overgivelse til Ham og til Hans omsorg og beskyttelse.

Kærlighedsbudet; at elske hinanden og overgive sit inderste hjerte til Gud; kan siges at være det fælles grundlag og den gyldne kerne eller inderste lys og lysglimt i de tre verdensreligioner; det eller de glimt der ifølge Vandrer mod Lyset findes i alle religioner.

Derfor er der en fælles grund og derfor er det meningsløst at strides og kriges om eneretten til sandheden, hvis den inderste fælles grund er kærlighed.

Ved at søge tilbage til denne f…

Humes og Kants erkendelsesteorier

Det er næppe forkert at sige, at blandt filosoffer med den største virkningshistorie hører David Hume (1711-1776) og Immanuel Kant (1724-1804) primært i kraft af deres hovedværker, A Treatise of human nature, (1739; Hume), og Kritik der reinen Vernunft (1781 (A-udgaven) og 1787 (B-udgaven; Kant)).
Ifølge Hume består al menneskelig opfattelse (perception) af indtryk  (impressions) og ideer. Indtryk definerer Hume som sansning (sensation), lidenskaber (passions) og følelser. Ideer er for Hume svage (efter-)billeder af indtryk (faint images) i relation til tænkningen.
Dette er hovedtanken i Humes erkendelsesteori, en tanke som han dog så vidt jeg kan se ikke begrunder noget sted, men som han drager en række radikale konsekvenser af; da vi fx ikke har noget indtryk (i Humes definition af ordet) af loven om årsag og virkning, bliver denne lov illusorisk eller erkendelsesteoretisk ugyldig; vi har intet indtryk af en nødvendig forbindelse mellem årsag og virkning; vi har intet indtryk af f…