Gå videre til hovedindholdet

Metafysik 2 (Logik)

Ved et første blik på logikken, den orden der synes at ligge i tanken, kan vi iagttage at den er parallel til sammenhængen mellem årsag og virkning.

Ethvert fysisk fænomen må antages at have en årsag. Fx at gaden er våd fordi det regner.

Selve det fysiske fænomen at gaden er våd og at det regner sammenkæder tanken via logikken så vi tænker at årsagen til at gaden er våd er at det regner.

Formaliseret og generaliseret kan vi udtrykke en årsag og en virkning ved sætningen:

Hvis p så q; p! derfor q.

Årsagssætningen gælder ikke kun for fysiske fænomener men også for mentale ved logikken. Bestemte tanker følges med nødvendighed af andre bestemte tanker via nødvendige slutninger eller domme.

Fx den flere gange nævnte tankerække om Guds natur (Hvis Gud findes og Han er den Højeste..osv).

Eller fx ved den ovenfor nævnte formaliserede årsagssætning.

Altså: Logik er udtryk for en orden i tanken der minder om årsagssætningen for fysiske fænomener. Logikken kan både bruges til at slutte eller erkende noget om fysiske og ydre fænomener og om mentale og indre sammenhænge.

Både John Locke (An essay concerning human understanding) og Thomas Hobbes (Leviathan) hævder, at der intet findes i vores tanke eller bevidsthed som ikke først har været i sanserne.

Disse tanker der er en del af den britiske empirisme er imidlertid lette at modbevise:

Hvis vi retter blikket mod tanken selv idet vi som Kant søger at gennemføre den copernikanske vending for erkendelsen væk fra den ydre og fysiske verden og ind mod tanken eller erkendelsen selv er det klart, at tanken selv opfatter vi ikke med sanserne og tanken eller erkendelsen selv er ikke først i sanserne; alligevel kan vi erkende noget om tanken og erkendelsen;

Jeg ser ikke mine tanker, jeg lugter dem ikke, hører dem ikke, føler dem ikke og smager dem ikke; kort sagt, jeg sanser dem ikke men tænker dem. Derfor må tankerne være oversanselige.

Men der er altså den sammenhæng mellem den ydre og den indre verden at de begge erkendes ved det universelle erkendelsesredskab, logikken.

Da logikken er en egenskab eller en struktur i tanken og da tanken er oversanselig, så må også logikken være oversanselig.

Og da logikken er oversanselig må den også have sin årsag i det oversanselige; denne oversanselige årsag til tanken og logikken plejer vi at kalde Gud.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Grundlæggende erkendelsesteori (epistemologi)

I erkendelsesteorien (epistemologien) har man længe søgt et sikkert udgangspunkt for menneskets erkendelse. Nødvendigheden af dette skyldes, at det ser ud til, at hvis vi ikke kan identificere et grundlag, et (mere eller mindre) sikkert udgangspunkt for erkendelsen, bliver al erkendelse umulig eller i hvert fald usikker. Vi fanges i en relativisme eller en - måske absolut - skepticisme hvor vi må erkende, at vi intet kan erkende, at vi strengt taget intet kan vide om noget som helst, hvilket jo i sig selv er et paradoks og et kors for tanken.

Men vi har et behov for erkendelse - vi har et behov for at forsøge at forstå den verden vi lever i, for at kunne leve eller overleve, og vi har et behov for at forsøge at forstå os selv som mennesker. Vi er her nede i noget af det mest grundliggende; spørgsmål som: Hvad er et menneske? Hvem er jeg? Hvad er verdens, virkelighedens natur?

Jeg vil her forsøge at opstille og begrunde et muligt udgangspunkt for menneskets erkendelse ud fra denne for…

Fællespunktet for jødedom, kristendom og islam og en ny renaissance

Fælles for de tre abrahamitiske, monoteistiske religioner, jødedom, kristendom og islam kan siges at udgøres af næstekærlighedsbudet i 3. Mosebog, kap. 19, vers 18:

Du skal elske din næste som dig selv!

Med tilføjelsen: Jeg er Herren!

Dette bud citeres både af Jesus og Paulus og er en del af det de kalder det første og det største bud.

Som jeg har forsøgt at argumentere for i Profeternes segl så er kærligheden også central i islam, hvis vi forstår budet om overgivelse til Gud som hjertets overgivelse til Ham og til Hans omsorg og beskyttelse.

Kærlighedsbudet; at elske hinanden og overgive sit inderste hjerte til Gud; kan siges at være det fælles grundlag og den gyldne kerne eller inderste lys og lysglimt i de tre verdensreligioner; det eller de glimt der ifølge Vandrer mod Lyset findes i alle religioner.

Derfor er der en fælles grund og derfor er det meningsløst at strides og kriges om eneretten til sandheden, hvis den inderste fælles grund er kærlighed.

Ved at søge tilbage til denne f…

Humes og Kants erkendelsesteorier

Det er næppe forkert at sige, at blandt filosoffer med den største virkningshistorie hører David Hume (1711-1776) og Immanuel Kant (1724-1804) primært i kraft af deres hovedværker, A Treatise of human nature, (1739; Hume), og Kritik der reinen Vernunft (1781 (A-udgaven) og 1787 (B-udgaven; Kant)).
Ifølge Hume består al menneskelig opfattelse (perception) af indtryk  (impressions) og ideer. Indtryk definerer Hume som sansning (sensation), lidenskaber (passions) og følelser. Ideer er for Hume svage (efter-)billeder af indtryk (faint images) i relation til tænkningen.
Dette er hovedtanken i Humes erkendelsesteori, en tanke som han dog så vidt jeg kan se ikke begrunder noget sted, men som han drager en række radikale konsekvenser af; da vi fx ikke har noget indtryk (i Humes definition af ordet) af loven om årsag og virkning, bliver denne lov illusorisk eller erkendelsesteoretisk ugyldig; vi har intet indtryk af en nødvendig forbindelse mellem årsag og virkning; vi har intet indtryk af f…