Gå videre til hovedindholdet

Nietzsche og Dostojevskij

Der er næppe to forfattere der er mere forskellige end de omtrent samtidige Nietzsche og Dostojevskij; Nietzsche med sit overmenneske, der stræber efter og har ret til magt, Dostojevskij med sit undselige menneske, anti-helten der kæmper for overlevelse blandt rovdyr.

I Raskolnikov lader Dostojevskij et lille menneske, en fattig student, antage overmenneskets moral og stræben: Alt er tilladt.

Og i overmod dræber Raskolnikov en kvindelig pantelåner for at gå i det store menneskes fodspor.

Men kort efter, liggende under et buskads, begynder samvittigheden at plage ham, og han tænker: Begynder straffen allerede?

I Idioten prøver Dostojevskij at opstille et andet idealmenneske, fyrst Mysķjin; et menneske der altid tror det bedste om sine medmennesker men som ender med så at sige at blive offer for sin egen godhed og naivitet; hans type er ikke levedygtig og han bliver knust under verdens ubarmhjertige hjul.

Nietzsches idealmenneske er overmennesket, tyrannen med vilje og ret til magt, det samvittighedsløse menneske, en Napoleon; men tyrannens magt er ustabil og flygtig på grund af alt det had han vækker på sin vej mod toppen og siddende på tronen. Kun den magt der bygger på frihed og respekt for mennesker er varig og bæredygtig.

Så når ingen af disse idealer, disse antipoder, er levedygtige; hvilket ideal kan man da opstille for mennesker?

Hvilket andet end Kristus; det ydmyge, ikke naive men vidende menneske hvis magt ikke bygger på tvang og undertrykkelse men på kærlighed, frihed, tilgivelse og selvbeherskelse.

Kristus har magt men er ingen tyran. Kristus kender mennesket men elsker og tilgiver også dem der er imod ham. Han er et ideal; ikke fordi han døde for os men fordi han levede for os og lærte os at elske.

Med Kristus fødes håbet. Håbet for en bedre verden eller rettere et bedre menneske og en højnelse af vores etiske sans idet han lærer os ikke at søge hævn men at tilgive vores fjender.

Hverken over- eller undermennesket er levedygtige idealer; begge typer rummer sin egen undergang.

Det elskende menneske, det indsigtsfulde og vidende og tilgivende menneske kan leve. For med det fødes håbet.


Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Grundlæggende erkendelsesteori (epistemologi)

I erkendelsesteorien (epistemologien) har man længe søgt et sikkert udgangspunkt for menneskets erkendelse. Nødvendigheden af dette skyldes, at det ser ud til, at hvis vi ikke kan identificere et grundlag, et (mere eller mindre) sikkert udgangspunkt for erkendelsen, bliver al erkendelse umulig eller i hvert fald usikker. Vi fanges i en relativisme eller en - måske absolut - skepticisme hvor vi må erkende, at vi intet kan erkende, at vi strengt taget intet kan vide om noget som helst, hvilket jo i sig selv er et paradoks og et kors for tanken.

Men vi har et behov for erkendelse - vi har et behov for at forsøge at forstå den verden vi lever i, for at kunne leve eller overleve, og vi har et behov for at forsøge at forstå os selv som mennesker. Vi er her nede i noget af det mest grundliggende; spørgsmål som: Hvad er et menneske? Hvem er jeg? Hvad er verdens, virkelighedens natur?

Jeg vil her forsøge at opstille og begrunde et muligt udgangspunkt for menneskets erkendelse ud fra denne for…

Den guddommelige etik

Grundlaget for den guddommelige etik - at vi skal gøre det gode og undlade det onde - er, at det gode skaber glæde og fred og at det onde skaber lidelse og smerte for andre og os selv.

Mig bekendt har alle højere religioner etiske påbud og forbud. Men disse love gives ofte uden forklaring.

Men det kan tænkes, at der er de særlige grunde til den guddommelige etik som jeg har anført først i dette indlæg;

At det gode skaber glæde og fred for os selv og andre, mens det onde skaber det modsatte.

Gud giver ikke de etiske bud uden grund. Han påbyder heller ikke eller forbyder os visse ting for sin egen skyld, fx at vi skal tro noget særligt, men for vores skyld, for at vi ikke skal tilføje andre lidelse men søge at glæde og berige hinanden.

Dette kan samtidig siges at være kernepunktet i Guds opdragelse af os; at elske hinanden og ikke hade andre.

Ofte har mennesker troet og tror, at Gud kræver en bestemt tro og at Hans bud skal følges under trussel om evig straf hvis vi nægter at bøje os fo…

Brev fra fremtiden; glimt af et muligt liv

Vil der findes penge om 50 eller 100 år?Som det er nu tjener vi penge når vi udfører et arbejde som andre efterspørger og er villige til at betale for. Hvis robotteknologien med tiden vil overtage produktion, forarbejdning og distribution af livsfornødenheder og luksusvarer fx ved gennemteknologiserede landbrug og selvkørende biler og droner, hvilke typer arbejde vil så være tilbage som lønnede jobs?Omsorg og pleje? Men også her findes der allerede robotteknologiske løsninger. Hvis der ikke længere, fx om 50 eller 100 år, findes arbejde, findes der derfor måske heller ikke penge eller penge i en anden form. Hvis der ikke længere findes penge, findes der en grund mindre til at slås, begå kriminalitet og gå i krig.Slut med økonomiske kriser, aktiebobler og økonomisk kriminalitet.Er det pengeløse samfund, hvis det kommer, mere fredeligt, mindre præget af vold, krig og kriminalitet?Vi kan ikke vide det. Men måske vil Marx - ironisk - få ret. Ikke fordi proletarerne tilkæmper sig værdierne…