Gå videre til hovedindholdet

Rationalet bag en eventuel Verdensregering (6)

For igen at forsøge at illustrere fordelene ved en eventuel Verdensregering vil jeg give dette billede af den nuværende verdensorden:

De eksisterende stater og nationer er som (magt-) centre i ekspanderende cirkler. Disse cirkler støder før eller senere gennem politisk, økonomisk og kulturel ekspansion ind i hinanden og dette fører til krig; enten konkret med våben eller økonomisk og kulturelt.

For at undgå disse sammenstød mellem nationer eller alliancer, idet hvert center søger egen fordel og ekspansion, burde nationerne eller magtcentrene - som individet i Hobbes' Leviathan hvor individet frivilligt afgiver en del af sin magt til en Suværen for at opretholde sig selv og overleve - frivilligt afgive en del af sin magt til en central Verdensregering, så der kun er et magtcenter der skulle repræsentere og varetage alles interesser uden at det vil være nødt til at ekspandere på andres bekostning (cirklernes eller nationernes sammenstød).

Nok kan individernes og nationernes fokus på egennytte (som i Adam Smiths Wealth of Nations) skabe rigdom og velstand, men den politiske, økonomiske og kulturelle konsekvens af den institutionelle egennytte (den nuværende verdensorden) er militær, politisk, økonomisk og kulturel krig og ustabilitet eller i bedste fald en nedfrosset konflikt eller kold krig.

Da det således synes, at samfundenes og økonomiernes dynamik beror på egennytte indadtil gennem ekspansion udadtil, men samtidig at alle magtcentre søger den samme egennytte (cirklernes udvidelse i cirkelbilledet) og at derfor dynamikken er militær, politisk, økonomisk og kulturel krig, kold eller varm, gælder det om at udfinde - om muligt - en vision for en fredens dynamik så samfundene ikke stagnerer hvis det er rigtigt at freden sikres bedst gennem et og ikke mange magtcentre.

Spørgsmålet er derfor: Hvis alle nuværende magtcentre frivilligt afgiver en del af deres magt til en central Verdensregering (parallelt til Hobbes' tanke om individets frivillige magtoverdragelse til en Suværen (enten en monark eller en valgt folkeforsamling) for at sikre sin overlevelse) kan en sådan central Verdensregering sikre økonomisk og menneskelig vækst og dynamik?

Med andre ord: Er den menneskelige natur nødvendigvis viet til krig eller er det muligt at skabe en verden i fred uden at det betyder stagnation og fattigdom?

Det spørgsmål må kommende undersøgelser søge at besvare.

Foreløbig synes det, at Hobbes' argumentation for individets magtafgivelse til en Suværen for at sikre sin overlevelse og selvopholdelse og for at undgå det han kalder naturtilstanden, alles kamp mod alle (med historisk baggrund i den engelske borgerkrig); en rationel magtafgivelse som han ligefrem kalder en naturlov (eller samfundskontrakten); med lige ret kan gennemføres for nationerne og alliancer af nationer og folk.

Det er irrationelt for nationerne og mod deres interesser at leve i nationernes naturtilstand, alles kamp mod alle, en tilstand hvor nationerne tvinges til at bruge svimlende ressourcer, økonomisk og menneskeligt, på sikkerhed, forsvar og krigsførelse, og derfor rationelt at afgive en del af magten til en fælles Verdensregering, der kan sikre fred og stabilitet til den enkelte nation, ligesom det er rationelt for individerne at afgive en del af magten til en Suværen.

Spørgsmålet vedbliver dog: Vil en forenet verden være dynamisk og vil den kunne skabe økonomisk og menneskelig vækst, eller vil den forenede verden stagnere og tilsande i fattigdom og elendighed, når man fratager verden krigens, den politiske, økonomiske og menneskelige, dynamiske princip?

Er krigen - egennytte indadtil gennem ekspansion udadtil - vores skæbne og natur eller er global fred og velstand mulig?

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst