Gå videre til hovedindholdet

Tanken og hjernen

I forsøget på at forstå det menneskelige sind og nærme sig et svar på et grundlæggende filosofisk problem angående sindets og tankens natur er det værd at overveje hjernens natur og dens forhold til tanken.

Så vidt jeg kan se er der tre muligheder:

1) Tanker er et resultat af visse elektriske impulser og kemiske processer i hjernen

2) De elektriske impulser og kemiske processer i hjernen er resultater af tankens arbejde og funktion

3) De elektriske impulser og kemiske processer i hjernen og tanken eller tankerne er identiske

De to første muligheder spørger om tanker er årsag til eller virkninger af de elektriske impulser og kemiske processer i hjernen.

Hvis tanker er resultater af disse fænomener så bestemmes og udgøres vores tanker af noget der er forskelligt fra tankerne, nemlig de elektriske og kemiske processer i hjernen.

Hvis dette er tilfældet, giver det ikke mening at sige, at vi selv frit kan bestemme hvad vi vil tænke på og hvordan. Vi ender derfor i en mental determinisme hvor tankerne bestemmes af fysiske processer vi ingen indflydelse har på og dermed nægtes det at tanken eller tankerne er frie.

Hvis derimod hjerneprocesserne er resultater eller virkninger af en tankes arbejde, en tanke der er forskellig fra den fysiske hjerne og dens processer, så må vi antage eksistensen af en ikke-fysisk tanke eller ånd.

Hvis som den tredje mulighed tankerne og hjerneprocesserne er identiske så mangler vi at forklare hvad der igangsætter en tanke eller tankerne.

Tankeimpulserne må da igangsættes af andre elektriske og kemiske processer der igen må skyldes endnu andre hjerneprocesser osv indtil en første proces eller årsag.

Den første proces eller årsag kan da ikke selv være en elektrisk og kemisk proces, der måtte skyldes andre hjerneprocesser, men måtte antages at være af ikke-fysisk art.

Af disse overvejelser mener jeg det rimeligt at konkludere at den menneskelige tanke må være af ikke-fysisk art og natur eller med andre ord være af oversanselig, åndelig natur.

Og i kraft af disse overvejelser er det måske muligt at skabe en ny metafysik, en metafysik der kan danne bro mellem videnskab, filosofi og religion.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d