Gå videre til hovedindholdet

Mere om gengældelsesloven

Udover gengældelseslovens pædagogiske formål som jeg tidligere har søgt at gøre rede for;

at vi rammes af de samme lidelser vi har påført andre i de tilfælde hvor vi ikke formår at angre vores onde gerninger og bede om tilgivelse; ikke for at straffe os men for at vi kan forstå præcis hvad vi har gjort;

er der et andet aspekt ved gengældelsesloven som ikke fremgår eksplicit af Vandrer mod Lyset;

Nemlig at gengældelsen er personlig.

Det vil sige at hvis jeg skylder Bjarne 5 kr så nytter det ikke at jeg giver Matilde 1 000 000 kr. Bjarne skal have sine 5 kr uanset hvor meget jeg så giver andre.

Tilsvarende med alle former for skyld eller karma (løgn, vold, bedrageri osv).

Derfor har vi ikke et stort regnskab med en bundlinje der enten er i plus eller minus, men et regnskab for alle de mennesker vi enten har gjort ondt eller godt.

Dette betyder også at det er meningsløst at hævde at Jesus med sin død på korset og opstandelse har sonet alle menneskers synd;

Det enkelte menneske bliver hverken bedre eller ringere af at tro på dette centrale kristne dogme og dets skyld ændres ikke ved Jesu død og opstandelse og menneskers eventuelle tro på forsoningsdøden og opstandelsen.

Det eneste der hjælper os af med syndeskylden er at det vi uretmæssigt har taget (liv, penge osv) bliver givet tilbage til de rette ejere med renter og renters rente.

Eller med andre ord: Der hvor vi før hadede andre og forbrød os, må vi lære at elske og ære og optræde med respekt.

Eller anderledes igen: Der hvor vi plantede synden vil den vokse op og der skal vi igen luge den væk; vi skal altså ikke kun høste det vi sår, men også hvor vi sår det.

Denne bestemmelse kan være hård og mange søger at smyge sig udenom; men selv om vi eventuelt kan smyge os udenom den jordiske retfærdighed ved de jordiske domstole og love, så kan ingen undfly den himmelske retfærdighed.

Gud ser alt og Han ved hvad vi skylder og hvor.

Sammenfattet betyder gengældelsesloven ikke urimelig straf og lidelse for os mennesker, men den hjælper os til at blive ansvarsbevidste og myndige personligheder der efterhånden - og nogle gange smerteligt - lærer at vogte sig for mørkets onde gerninger.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst