Zeeta og Zacq

Da Zeeta blev gift med Zacq for tredje gang var hun 21. Zeeta læste kunsthistorie og hun var ambitiøs. Hun søgte den brand eller den længsel der tænder kunsten og en måde at veksle ægte kunst til penge.

Det hun søgte i kunsten fandt hun på en måde også i Zacq. Men for ham var branden og længslen mere en flugt end en tilnærmelse; en lille gylden og glat indre kugle der først var fortvivlelse og smerte - og senere blev til humor; når han havde det værst lo han - og fik andre til at le.

Specielt det kunne Zeeta godt lide.

Somme tider begyndte Zacqs indre kugle at løbe for stærkt; så forsvandt han i en stadig hurtigere roterende malstrøm; hans tanker hvirvlede hurtigere og hurtigere for til sidst at blive til en indre sitren og rystelse uden tanker - eller så mange at han ikke kunne skelne dem fra hinanden.

Nu - efter sex - sad Zeeta lænet op ad væggen og havde kastet en sort læderjakke med kraftig lynlås over sig som værn mod kulden. Hun røg en smøg og gned sig let på knæet og inspicerede den knæskade hun havde pådraget sig efter uger med hård løbetræning.

Hun lagde hovedet lidt på skrå så hendes lange lyse hår faldt ned over den højre skulder og en del af ryggen og rakte smøgen til Zacq der begærligt tog den.

- Hvor er du, sagde hun lavmælt og lavede en ring af røg.

- I det ydre rum et sted, tror jeg. Men jeg burde være her. Og hvorfor ikke. Jeg løber for livet eller væk fra det og mod dig eller væk..bare væk.

- Vil du skilles? Spurgte hun for femte gang den dag. Kan du ikke lide mig?

Zacq skævede til hendes køn.

- Måske. Måske ikke. Jeg føler mig som det sidste menneske i en ødelagt verden og at du er det første i en ny.

Zeeta overvejede.

- Hm. Den første kvinde. Så er du Adam. Det sidste menneske før faldet og dommen.

- Måske. Du er af mig, af mit kød. Mit ribben. Adam var en fejl. Det blev først godt med Eva. For da havde Gud øvet sig.

Zeeta lo og trak hans hoved ind til de bare bryster under jakken.

- Din tosse, sagde hun kærligt. - Du er så tosset at jeg selv går i stykker. Måske. Kan du samle mig igen?

- Så må jeg først vide alt om dig. Også det du ikke selv ved. Specielt det. Det du frygter.

- Jeg frygter intet. Kun dig.

Zacq lukkede øjnene og gabte.

I den sidste solnedgang på den sidste dag: Solen glødede, brændte, flammede rødt i Zeetas lange lyse hår.