Gå videre til hovedindholdet

Jødedommens, kristendommens og islams fælles vej

Ved næstekærlighedsbudet i 3. Mosebog kap. 19, vers 18 som Gud giver Moses, kan det siges, at der derved anvises en vej, som er fælles for jødedom, kristendom og islam:

Kærlighedens vej.

Dette er indlysende gældende for jødedommen, da Mosebøgerne er jødedommens centrale helligtekst, og for kristendommen idet både Jesus og Paulus citerer det som en del af det første og største bud og som 'lovens opfyldelse' og inderste mening.

For islam gælder det, at de i Vesten så smædede begreber som jihad og sharia både kan tolkes negativt som terroristerne gør;

Eller man kan prøve at finde ind til den inderste mening, som jeg tolker som den kamp eller anstrengelse, jihad, det er at holde sig på vejen til Gud, sharia (sharia kan betyde 'vejen til vandhullet' dvs et billede på vejen til Gud) efter at man har overgivet sit inderste hjerte til Gud ved den islamiske trosbekendelse, shahada.

Overgivelsen af hjertet til Gud i islam er parallel til Kristi ord på spørgsmålet om det største bud: 'Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind' (Matt. Kap. 22, vers 37-38). Dette bud citerer han fra 5. Mosebog kap. 6, vers 5.

Derfor deler jødedom, kristendom og islam kærlighedsbudet, og derfor mener jeg at det er rimeligt at sige, at den vej jødedommen og kristendommen og islam samstemmmende anviser, og som kan danne grundlag for den renaissance vi måske står overfor, kærlighedens genfødsel, eller vores forbrødring og indbyrdes fred, er fælles:

Kærlighedens vej, vejen til Gud, som er kærlighed.

Måske er religion og tro ikke så kompliceret som nogle vil gøre det til med indviklede doktriner og dogmer og tvivlsomme tankebygninger; fx forsoningslæren, tanker om arvesynd osv. Måske er det så enkelt at det kan udtrykkes i et ord: Kærlighed.

Om vi formår at skabe dette nybrud ud fra troens fælles rod, så tro og religion ikke fortsat er en årsag til krig og strid, men bliver en kilde til fred, ligger i vores egne hænder. Vi kan vælge at kaste smuds på hinanden og skabe strid og konflikt og krig efter religionens bogstav, eller vi kan elske hinanden og skabe fred efter dens ånd.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst