Ved næstekærlighedsbudet i 3. Mosebog kap. 19, vers 18 som Gud giver Moses, kan det siges, at der derved anvises en vej, som er fælles for jødedom, kristendom og islam:
Kærlighedens vej.
Dette er indlysende gældende for jødedommen, da Mosebøgerne er jødedommens centrale helligtekst, og for kristendommen idet både Jesus og Paulus citerer det som en del af det første og største bud og som 'lovens opfyldelse' og inderste mening.
For islam gælder det, at de i Vesten så smædede begreber som jihad og sharia både kan tolkes negativt som terroristerne gør;
Eller man kan prøve at finde ind til den inderste mening, som jeg tolker som den kamp eller anstrengelse, jihad, det er at holde sig på vejen til Gud, sharia (sharia kan betyde 'vejen til vandhullet' dvs et billede på vejen til Gud) efter at man har overgivet sit inderste hjerte til Gud ved den islamiske trosbekendelse, shahada.
Overgivelsen af hjertet til Gud i islam er parallel til Kristi ord på spørgsmålet om det største bud: 'Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind' (Matt. Kap. 22, vers 37-38). Dette bud citerer han fra 5. Mosebog kap. 6, vers 5.
Derfor deler jødedom, kristendom og islam kærlighedsbudet, og derfor mener jeg at det er rimeligt at sige, at den vej jødedommen og kristendommen og islam samstemmmende anviser, og som kan danne grundlag for den renaissance vi måske står overfor, kærlighedens genfødsel, eller vores forbrødring og indbyrdes fred, er fælles:
Kærlighedens vej, vejen til Gud, som er kærlighed.
Måske er religion og tro ikke så kompliceret som nogle vil gøre det til med indviklede doktriner og dogmer og tvivlsomme tankebygninger; fx forsoningslæren, tanker om arvesynd osv. Måske er det så enkelt at det kan udtrykkes i et ord: Kærlighed.
Om vi formår at skabe dette nybrud ud fra troens fælles rod, så tro og religion ikke fortsat er en årsag til krig og strid, men bliver en kilde til fred, ligger i vores egne hænder. Vi kan vælge at kaste smuds på hinanden og skabe strid og konflikt og krig efter religionens bogstav, eller vi kan elske hinanden og skabe fred efter dens ånd.
Kærlighedens vej.
Dette er indlysende gældende for jødedommen, da Mosebøgerne er jødedommens centrale helligtekst, og for kristendommen idet både Jesus og Paulus citerer det som en del af det første og største bud og som 'lovens opfyldelse' og inderste mening.
For islam gælder det, at de i Vesten så smædede begreber som jihad og sharia både kan tolkes negativt som terroristerne gør;
Eller man kan prøve at finde ind til den inderste mening, som jeg tolker som den kamp eller anstrengelse, jihad, det er at holde sig på vejen til Gud, sharia (sharia kan betyde 'vejen til vandhullet' dvs et billede på vejen til Gud) efter at man har overgivet sit inderste hjerte til Gud ved den islamiske trosbekendelse, shahada.
Overgivelsen af hjertet til Gud i islam er parallel til Kristi ord på spørgsmålet om det største bud: 'Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind' (Matt. Kap. 22, vers 37-38). Dette bud citerer han fra 5. Mosebog kap. 6, vers 5.
Derfor deler jødedom, kristendom og islam kærlighedsbudet, og derfor mener jeg at det er rimeligt at sige, at den vej jødedommen og kristendommen og islam samstemmmende anviser, og som kan danne grundlag for den renaissance vi måske står overfor, kærlighedens genfødsel, eller vores forbrødring og indbyrdes fred, er fælles:
Kærlighedens vej, vejen til Gud, som er kærlighed.
Måske er religion og tro ikke så kompliceret som nogle vil gøre det til med indviklede doktriner og dogmer og tvivlsomme tankebygninger; fx forsoningslæren, tanker om arvesynd osv. Måske er det så enkelt at det kan udtrykkes i et ord: Kærlighed.
Om vi formår at skabe dette nybrud ud fra troens fælles rod, så tro og religion ikke fortsat er en årsag til krig og strid, men bliver en kilde til fred, ligger i vores egne hænder. Vi kan vælge at kaste smuds på hinanden og skabe strid og konflikt og krig efter religionens bogstav, eller vi kan elske hinanden og skabe fred efter dens ånd.
Kommentarer
Send en kommentar