Gå videre til hovedindholdet

Våbenkapløb eller afspænding

I dag brød så nyheden om at Rusland forsøger at udvikle transkontinentale ballistiske missiler, der dels skal kunne nå alle egne af Jorden og dels kunne trænge gennem ethvert missilforsvar eller missilskjold.

Dermed er det åbenbart at tøbruddet mellem Øst og Vest i årene 1985-91 var en parantes i den vanvittige historie om menneskers ønske om magt og dominans for enhver - måske menneskehedens - pris.

Atomvåben er bøllestaters forsikring mod intervention udefra og licens til at gøre hvad pokker de vil uden respekt for internationale aftaler og konventioner, og dermed undergraver de den internationale retsorden - i den udstrækning man kan tale om en sådan - og selve menneskehedens sikkerhed.

Hvor stopper det? USA udvikler missilskjold - Rusland udvikler våbensystemer der kan omgå det - næste skridt: USA udvikler andre systemer der kan beskytte mod den nye fare - Rusland (eller andre aktører) udvikler..osv osv.

Dette er et våbenkapløb der dels kræver nærmest uendelige økonomiske ressourcer på et tidspunkt hvor anslået 1 milliard mennesker sulter, dels undergraver menneskehedens eksistens og værdighed.

Hvor stopper det? Stopper det? Er der ingen nedre grænse for hvor dybt vi vil synke?

Hvis vi ikke stopper dette vanvid og lærer at strække hånden ud til forlig og venskab og vilje til at bygge op og ikke rive ned - kan historien om mennesket snart være fortalt til ende.

Hvor stopper vanviddet? Stopper det? Eller stopper det os?

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst
Send en kommentar
Læs mere