Gå videre til hovedindholdet

Om gerninger og gerningers værdi

Det en gerning koster er dens værdi

 Sådan kunne en simpel variant af den moralfilosofi som Kant formulerer i Kritik der praktischen Vernunft lyde.

De egentlig moralsk værdifulde handlinger, siger Kant, er dem vi udfører til gavn for andre på trods af ens tilbøjelighed til at lade være.

Moral - og kærlighed - koster. Men det de koster gør dem netop værdifulde. De koster selvopofrelse, ofte anstrengelse, og at vi somme tider sætter os selv i anden række, omtanke osv.

De gerninger vi udfører til gavn for andre, men som ikke koster noget, kalder Kant legale, men ikke egentlig værdifulde.

Enhver der lever i et længerevarende forhold eller ægteskab kender til disse gerninger vi gør for den anden, og som koster selvovervindelse og lignende; og at hvis vi ikke sommetider sætter os selv og vores behov i anden række og handler med omtanke til fordel for partneren;

Så dør kærligheden eller er tegn på at den allerede er død.

Moral og kærlighed koster; men netop derfor er de så værdifulde.

Eller vi kunne sige i et billede:

Kærligheden er en evig vej eller en uendelig trappe. Hvert trin kræver anstrengelse men giver styrke i samme mål, og ved at stige ad den vinder vi dybde, fylde og værdighed.

Og vi kunne sige til den der søger at udvikle sig, eller med et bedre udtryk forædle sin personlighed og ånd, at det er vejen; mere end at søge viden og meget mere end at søge berømmelse, rigdom, magt eller andre tvivlsomme veje og motiver.

Kærlighedens veje søger medmennesket og mindre sig selv i de gerninger hvis værdi udgøres af den kraft og anstrengelse vi lægger i dem.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst
Send en kommentar
Læs mere