Gå videre til hovedindholdet

Krigens og fredens anatomi

Hvis vi tager to klassiske økonomiske teorier, den liberale som den er formuleret af Adam Smith i Wealth of Nations, og den kommunistiske som den er formuleret af Karl Marx i Das Kapital, så begår de efter min opfattelse den fejl at formulere to ekstremer som stemmer dårligt overens med virkeligheden og den menneskelige natur.

Smith hævder princippet om den usynlige hånd; at idet et samfunds borgere hver for sig søger sin egeninteresse, vil summen være til det fælles bedste.

Mens Marx hævder, at egeninteressen og den private ejendomsret er roden til alt ondt, og at derfor det kapitalistiske system har en indbygget krig og med nødvendighed vil selvdestruere på grund af ulighed og deraf følgende elendighed og nødvendig revolution, hvor masserne til sidst med magt vil tage det de få har raget til sig ved udbytning af de mange og svage.

Sandheden er nok, at ingen af disse teorier er helt dækkende, da vel intet eller få mennesker drives udelukkende af egoisme eller altruisme.

De fleste drives af en blanding af de to. Men at verden ser ud som den gør med alle sine konflikter og krige sandsynliggør at vægten ligger på egoismen.

Men - ved det vi kunne kalde ideernes og hjertets evolution ændres vægtningen over tid, så engang hovedvægten vil ligge på altruismen. Den drivende kraft i denne udvikling - og her regner jeg i hundreder og tusinder af år, og medtager Vandrer mod Lysets lære om reinkarnationer og dens lange tidsperspektiv - er gengældelsesloven og dens grundlæggende princip, at vi - på godt og ondt - høster det vi sår.

Engang bliver selv den mest forhærdede egoist eller forbryder træt af at høste egoismens og forbrydelsens bitre frugter og begynder at orientere sig i retninger der giver bedre resultater og fred og harmoni.

Derfor er det næsten en naturlov, at fremtiden - måske dog fjern - vil hælde mere og mere i retning af fred og harmoni - for den enkelte og for samfundene fordi flere og flere vil søge at gavne og berige ikke kun sig selv men også andre, fordi frugterne af det modsatte i længden er for tunge og lidelsesfulde.

Jeg tror ikke på Smiths usynlige hånd eller på den nødvendige og voldelige revolution (voldens frugter - når de er modne til høst - er altid bitre). Jeg tror på en indre evolution. Jeg tror på vandringen mod Lyset og den langsomme etiske forædling ved gengældelslovens drivende princip som skitseret.

Et etisk ideal der kan hjælpe os hurtigere mod en mere fredelig verden er en samskrivning af det man kalder Den gyldne Regel ('gør mod andre hvad du ønsker andre skal gøre mod dig') og det etiske princip som jeg har forsøgt at formulere specifikt med henblik på mennesker i nød:

Behandl nødstedte - fx flygtninge og syge - som vi selv ville ønske at blive behandlet hvis vi var i deres sted.

Samskrivningen lyder da, idet vi generaliserer denne tanke:

Behandl andre som du selv ville ønske at blive behandlet, hvis du var i den andens sted.

Hertil kunne vi føje:

Undlad at tilføje andre smerte - fysisk eller psykisk - ud fra en forståelse af hvor ondt det ville gøre på dig selv hvis du var i den andens sted.

Disse tanker vil måske kun langsomt vinde frem, men de kan nok være konstruktive og vil - hvis de vinder hævd og bliver en del af vores menneskelighed - kunne lette vandringen mod Lyset og de byrder vi skal bære før freden vinder sin endelige sejr.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d