Gå videre til hovedindholdet

Tro og viden

Både indenfor jødedom, kristendom og islam forsøgte betydelige tænkere og religiøse personligheder i Middelalderen at forene eller skabe harmoni og overensstemmelse mellem tro og viden.

Navne som Moses Maimonides indenfor jødedom, Anselm af Canterbury og Thomas Aquinas indenfor kristendom og Avicenna, Averroes, Al Biruni og Al Faraqi indenfor islam ydede betydelige bidrag til denne bestræbelse.

I moderne tid forsøges noget lignende ved tanken om intelligent design.

Men mig bekendt er ingen af disse bestræbelser dog rigtig tilfredsstillende og anerkendte.

Måske fordi man ser det forkerte sted. Det er sikkert rigtigt som Kant skrev i Kritik af den rene fornuft, at vi ikke kan bevise eksistensen af et nødvendigt Væsen (Gud). Men vi kan bevise det rationelle i religionens indhold, hvis vi ved troens vigtigste indhold forstår kærligheden.

Kærligheden og kærlighedsbudet deler jødedom, kristendom og islam. Jødedom og kristendom ved 3. Mos. 19, 18 hvor Gud giver Moses budet; 'Du skal elske din næste som dig selv!'; et bud som senere både Jesus og Paulus citerer og kalder det første og det største bud; og islam rummer også kærligheden, hvis vi ved kernen af islam forstår hjertets inderste overgivelse til Gud og de kærlighedsgerninger der følger deraf.

Derfor mener jeg at det er rimeligt at sige at de tre verdensreligioner ligesom Vandrer mod Lyset deler det stærke fokus på kærligheden.

Og kærligheden er rationel fordi det er rationelt at elske: Fordi frugten af kærlighed er - kærlighed. Dette vil også kunne anerkendes af ikke-troende; kærligheden der høster sine kærlighedsfrugter; eller med det gamle ord: 'Som du sår skal du høste'.

At kærligheden er det smukkeste og vigtigste islæt i troendes og ikke-troendes liv vil jeg tro de fleste vil anerkende.

Jeg glemmer ikke her kærlighedens smertefulde konsekvenser i de tilfælde hvor vi mister dem vi elsker, hvor vores kærlighed ikke er gengældt og mange andre tilfælde hvor kærligheden kan gøre ondt.

Men dog er det den der definerer vores menneskelige kerne og det alle længes efter og har behov for; det der giver livet mening og værdi, det der gør os empatiske og helstøbte mennesker og giver livet fylde.

Så tro og rationalitet forenes i kærligheden; broen mellem det vi ved og det vi håber og tror og længes efter. Fordi kærlighed sår og derfor høster kærlighed; for troende og for ikke-troende og for alle.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst